Drømmen om Olak

Jeg vågnede op, sveden dryppede ned af mig og jeg rystede. Min fængselsdragt klistrede sig fast til min krop og mit hjerte bankede. Hvad var det for en drøm? Den var da komplet åndsvag! Eller var den? Jeg så på min arm, min tæller viste at jeg kun havde atten timer tilbage. Jeg gik hen og kiggede op på det store ur der hang på væggen. Det var i dag 13. maj år 2095. I dag havde jeg siddet her inde i 100 år, og der var kommet flere og flere fanger hertil, der var nogen der kom fra den anden side af jorden. Der var næsten fyldt helt op her i fængslet. Pludselig kunne jeg høre en vagt komme gående henne af gangen, så jeg stillede mig på tæer og kiggede efter lyden. Og der kom han, ham der havde sat mig herind. Og ham der havde slået mig i de 100 år. Og ham der var verden ulækreste insekt, jeg havde set. Ham de kaldte Daldriat. ”Hallo, kan du ikke klokken din mide?” Spurgte han mig, ”Læg dig så ned og sov, eller jeg hiver en time fra din tæller.” Truede han. ”Jamen, jeg ville bare spørge om jeg ikke måtte få flere timer på? Jeg har kun atten tilbage, jeg skal nok betale!” Han gloede på mig, og kløede sig i ansigtet. ”Hvad vil du betale med? Hvad har du, som jeg elsker?” Jeg kiggede rundt i rummet, men der var ingen ting. ”Hmmmm, det tænkte jeg nok,” mumlede han, ”Læg dig så og sov!” Råbte han. De andre fanger kiggede ud fra deres værelser og så hen på os. Jeg lagde mærke til værelse X467, overfor min. Daldriat vendte sig om og begyndte at gå. Jeg samlede en lille sten op der var faldet ud af murstens væggen og kastede den i hovedet på ham. ”Idiot…” mumlede jeg lavt, men ikke lavt nok. For Daldriat vendte sig tilbage og gik med lynets hastighed hen til mit værelse og smadrede døren op. Han tog fat i min arm, trak mig hen af gangen og smed mig hen foran en stor port. Porten blev åbnet og jeg gik frivilligt med ind af den. ”Åh, ser man det,” en uhyggelig stemme, ”Det er jo vore kære Luna.” Jeg så op på en fed mand der sad på en stor stol. Dette her var det sted hvor man blev dømt til døden. ”Hun kastede sten efter mig, gjorde mig til grin over for de andre på gangen og…” han så på Luna, ”Hun har været her i mange år!” Skal vi ikke snart finde en ny plads til hende? Måske..” Dadriat pegede op mod himlen med sin pegefinger. ”Det er jo sandt, Daldriat. Smid hende ned i kælderen, når det bliver nat skal du, Daldriat, gøre den store mand glad.” Åh gud, kære moder, jeg vidste godt hvad det betød. Jeg skulle henrettes! Jeg var blevet trækket udenfor, sad nu og ventede på at solen ville gå ned. Selvom jeg frygtede døden. Jeg kunne ikke glemme drømmen fra i nat. Stemmerne havde sagt, at jeg var den der skulle dø i nat. Hvorfor mig? Jeg forstod det ikke. Og hvorfor var Olak væk? Det gav ingen mening! Men jeg blev afbrudt af Daldriat der kom gående med en af de andre vagter. Satman, ham der havde overlevet tusindviser af angreb fra sindssyge. ”Nå Luna,” begyndte Daldriat, ”Vil du vente til din tæller rammer nul, eller vil du hellere henrettes?” Jeg