I mine tanker ser jeg mig selv. Nej, Catja er der også. Vi går hen af en snørklet sti. Vi skal passe på hvor vi træder. Der er ting på jorden, og metal der stikker ind over stien. Vi kommer til en forhindring i form af en dreng. Han står i kanten af stien og kigger bønfaldende på Catja. Lidt efter går Catja hen ad en anden sti sammen med drengen, og til sidst går jeg helt alene i en uendelighed.
En dyster måde at dagdrømme på ville, man nok sige. Hvad folk bare ikke ved er, at det dystre ofte passer bedre til det liv, vi lever. Jeg lever et fortabt liv. Jeg er en forsøgskanin. Jeg er her ikke af egen fri vilje. Jeg vil helst være nede på jorden med min far, men i stedet er jeg bundet til denne sky.
For 100 år siden fandt man ud af at skyerne indeholder små mikroorganismer. Det var samtidig med, at en gruppe biologiske forskere i Sydamerika udviklede en pille, der kunne gøre menneskerne små og vægtløse. Så de kunne blive sendt op i skyerne.
”Somni, jeg går nu!” Råber Miran.
Jeg har boet med Miran og hans familie, siden min mor døde. For at gøre en lang historie kort, ville duxerne gerne have min mor til at være forsøgskanin, men da hun nægtede at samarbejde med dem, blev hun straffet og dræbt efter at hun havde født mig. Duxerne sikrede sig, at jeg blev en Olaksabiens, og så førte de mig hen til Mirans familie, og her har jeg boet i 14 år.
Det er gratis at oprette en konto