Jeg var på vej til Rema med tomme flasker. Der blev grønt for mig ved lyskrydset, så jeg kunne gå over. Jeg fik øje på en dame, som stod med sin mand, og pegede hen mod 7-eleven. Der stod en kæmpe rund metal ting. Det tog ikke lang tid for mig at indse, at det var et rumskib. Jeg stod og kiggede og tænkte, at det var da mærkeligt, at der landede et rumskib her. Jeg blev meget nysgerrig og gik hen til rumskibet. Pludselig kom der en masse røg der fra, og så kom der en åbning i rumskibet, og en dreng steg ud.Drengen så helt normal ud, og var lidt lavere en mig. Han havde brunt, kort hår og brune øjne. Hans tøjstil var underlig. Han havde en hvid og blå heldragt på, som var lavet af læder, og han havde nogle hvide lædersko, som man nærmest kunne spejle sig i. Jeg gik tættere på ham, og han fik også øje på mig og begyndte at sige noget. Det lød mærkeligt. Det var et sprog, som jeg aldrig havde hørt før, men alligevel kunne jeg godt forstå, hvad han sagde. Han spurgte, om hvad det her var for et sted, og om der var noget Koxin. Jeg vidste ikke, hvad Koxin var, så jeg spurgte ham om, hvad det var, og han svarede, at det var brændstof til hans rumskib, og at det bestod af kolort.Jeg stod og kunne ikke tage det seriøst. Jeg var flad af grin og sagde, at det havde vi altså ikke lige her. ’’Jeg hedder Johannes’’, sagde jeg til ham. ’’Hvad hedder du?’’ ’’Olak’’ sagde drengen.Jeg kiggede på hans rumskib og tænkte, at det var mærkeligt, at en dreng på min alder havde sådan et stort rumskib. Olak kiggede på mig og spurgte, om jeg ville med en tur hjem til hans planet. Jeg sagde til ham, at det ville jeg gerne, så vi gik begge ind i hans rumskib. Der var to sæder og en hel masse grønne og røde knapper inde i rummet.Olak satte sig ved rattet og startede motoren, og vi lettede roligt op i luften. Alle mennesker omkring os kiggede underligt, og det kunne jeg sådan set godt forstå.Vi fløj hurtigere og hurtigere ud i rummet, og det tog kun cirka 10 minutter før vi var ved en planet, som var fyldt med høje skyskrabere. Det var helt utroligt. Der var ingen træer eller græs og ingen veje til bilerne - de fløj bare rundt i luften. Jeg spurgte Olak om, hvordan bilerne kunne flyve. Han sagde at det var fordi, at der var nogle usynlige magnetfelter i luften, som bilerne bevægede sig i. Da Olak havde landet rumskibet på deres landingsplads oven på den skyskraber, hvor han boede, tog vi en elevator og kom direkte ned i et køkkenall-rum, hvor hans mor og far stod. En underlig robot, som var formet som et menneske, gik rundt og støvsugede. Olaks mor og far stirrede på mig, og spurgte hvem jeg var.Olak forklarede, at jeg kom fra Jorden, en planet i en anden galakse.Olaks mor smilede bare og sagde: ’’Godt du får nye venner’’ og Olaks far sagde: ’’Så kan han komme med på arbejde i morgen’’. Olak gik hen til menneskerobotten og bad om fire aftensmads piller. Robotten gav mig 2 af pillerne, og sagde jeg skulle sluge dem. Da vi havde slugt pillerne, gik vi ind på Olaks værelse. Olak fortalte mig, at de der piller indeholdt en masse proteiner og næring som et normalt måltid hjemme på Jorden. Inde på sit værelse havde Olak en lille langhåret, brun hund som ikke var en rigtig hund, men det skulle forestille at være en hund. Den havde nogen knapper i nakken, man kunne trykke på, for at få den til at gøre forskellige kommandoer. Der var også en tænd/sluk knap.’’Hvilket årstal er det på denne planet?’’ spurgte jeg Olak. ’’2956’’ svarede Olak imens han trykkede på en lille grøn knap, der sad i hans skrivebord.Jeg blev overrasket, da der poppede et lys op fra et hul i hans skrivebord. Jeg spurgte ham, hvad det var, og han sagde, at det var hans computer. Jeg blev meget overrasket over deres teknologi, og deres måde at leve på.Olak sagde, at vi skulle i seng, fordi vi skulle på arbejde i morgen. Olak gik ikke i skole. Han lavede bare dagligt lektier på sin computer.Næste dag skulle vi på arbejde med Olak, hans mor og hans far. Vi fik udleveret morgenpiller af robotten, men jeg havde ikke lyst til at spise noget og stak mine i lommen. Vi fløj derefter i deres bil hen til deres arbejde. Det var en stor, flot fabrik, og der var meget varmt der inde. Der var utrolig mange akvarier fyldt med vand, og inden i hvert akvarium var der en baby. Olaks far forklarede, at det var sådan, at mennesker blev produceret. Olak viste mig fabrikkens frysekammer, hvor der var mange reagensglas med uudviklede fostre. Olak sagde, at når der skulle et nyt foster i et akvarium, tøede de et reagensglas op, og dryppede en dråbe ned i et akvarium, så udviklede den sig til en baby på cirka en uge. Vi gik ud til Olaks forældre igen, som var i gang med at tage babyer op af akvarier. De lagde dem på en vogn, som en robot kørte ind i et rum. Olak sagde, at robotten kørte babyerne ind i et stort, varmt rum, hvor mennesker fra hele planeten kunne komme og købe babyerne.Efter 5-6 timer, hvor Olaks mor og far havde gået rundt og taget babyer op, og Olak og jeg havde dryppet uudviklede fostre i akvarierne, fløj vi hjemad i deres flyvende bil. Imens vi fløj af sted, begyndte det og regne, og jeg kunne høre en stemme. En stemme som lød helt normal, og som jeg kendte: ’’Johannes! Johaaaaannes! Nu er det tredje gang, jeg kalder. Du skal op nu!’’ Det regnede helt vildt, jeg tørrede mit ansigt med hånden og slog øjnene op og kiggede lige ind i Taysons hoved. Han stod og savlede mig i hovedet. Jeg var helt forvirret. Var det hele bare en drøm? Det virkede så virkeligt med Olak.På vej ud af døren til skole, stak jeg hånden i lommen for at finde husnøglen. De andre var taget af sted på arbejde, og Kristian allerede gået i skole. Jeg fandt nøglen. Hov, der var også noget andet i lommen. Jeg åbnede hånden. Der lå 2 morgenmadspiller….
Det er gratis at oprette en konto