Her i Indien går det ikke særlig godt for tiden, da den store vulkan gik i udbrud for en uges tid siden. I har måske hørt om det i nyhederne eller hvad ved jeg. Da jeg har lovet at skrive et brev hver måned, synes jeg lige, at jeg vil skrive et brev for at fortælle, at mig og min familie stadig er i live. Har tænkt mig at fortælle, hvad der skete den aften da vulkanen gik i udbrud.
Vi sad inde i stuen og så fjernsyn, det var en hyggelig sommeraften. Pludselig begyndte det hele at ryste, folk løb ud af deres huse og kiggede rundt. Det endte med at vi også løb ud, alle stod og kiggede op på vulkanen. Det blev ved at ryste flere minutter indtil det pludselig holdt op igen. Senere på aftenen, omkring 2 timer senere begyndte det at ryste voldsomt igen. Tingene fløj ned fra hylderne, min lillebror skreg – og vi løb alle ud af huset. Alle folk i byen kiggede på den store brummende vulkan, hvorfra man så småt kunne begynde at se en stille sort røgsøjle. De fleste vidste hvad klokken havde slået og løb for deres liv, andre blev stående og kiggede. Vi valgte at stå lidt længere tid og se hvad der foregik. Tiden gik og lidt senere begyndte en rød glødende væske at komme op over vulkanens kant, LAVA! Vi løb ind i huset og i en helvedes fart skyndte vi os at pakke nogle ting i en taske. Vulkanen ligger ikke mere end ca. 500 meter fra vores lille landsby. Vi er så heldige, at vi ejer en bil, som ikke ret mange i landsbyen gør, så vi løb ud i bilen smed vores ting ind og kørte væk fra byen. Vi kørte længe, det føltes i hvert fald længe, cirka 30 minutter indtil vi fandt et lille motel, hvor vi kunne overnatte. Vi havde et lille fjernsyn på motellet, her kunne vi følge med i hvad der skete. Vi vidste udmærket godt at vores hus var total smadret, når vi engang vendte tilbage.
Det er gratis at oprette en konto