Hun sidder alene, græder inde i sig selv. Umiddelbart ser hun glad ud, for hun orker knapt at bevæge de sprukne læber. Minderne er hendes lille helvede, som ingen kan tage fra hende, og som ingen nogensinde vil få noget af vide om.
Alt omkring hende er hvidt, lagnerne, væggene, loftet, ja selv hendes hud. Hendes øjne er blanke, nærmest kolde, men de fortæller en historie om et langt liv. Et langt liv som tog en drastisk ændring. Man kan læse hendes erfaringer i hænderne, i ansigtet, mens hendes hjerte stadig synes uerfaren, åbent og sårbart, hver gang hun tænker på ham, ses det som en ny begyndelse, på en gammel historie, et nyt mareridt, en ny kærligheds historie som aldrig vil ende godt, lige meget hvor mange nye begyndelser hun kan finde på. Sjæle kysser i mørket, de smiler. Af sted flyver de, hjælpeløse som børn og grænseløst elskende. Og fordi hun drømmer, mens hun er vågen, kender hun til tusinde ting, som den, der kun drømmer, mens hun sover, aldrig vil opdage.
Det var ved at blive efterår, og han ærgrede sig over at han ikke havde taget en tykkere jakke på. Inde i byen havde vinden ikke været at bemærke, men herude ved kysten var den hård og bidende kold.
Det er gratis at oprette en konto