Et lykkeligt mareridt

Det hele startede da han mødte Josephine. Alf huskede tydeligt da hun første gang kom gående med lette fodtrin, ubesværet ned langs den smalle grussti på vej i skole. Han syntes, ikke hun lignede nogen, han havde set før. Hun rørte næsten ikke jorden, hendes små fødder i små, sorte, flade sko bevægede sig langsomt, som gik hun på en sky. Tågen ligesom sivede ud af skyen og lagde sig som et slør omkring hendes lille spinkle krop. Fornøjet og spændt havde Alf øget tempoet en anelse og indhentet hende. Han kunne mærke nysgerrigheden boble i sig, men uden at vide hvorfor. Han kunne akkurat skimte hendes gyldne hud, som omringede hendes smukke, himmelblå øjne. Hun trak genert på smilebåndet, og så op. Alf lod som ingenting, og forsøgte agtsomt at skjule sin begejstring for hende. En ubeskrivelig varme ilede op til hans kinder, og farvede dem illagalt røde. Han lod øjnene løbe op og ned af hende, det var det første indtryk, han gjorde, for hun var lige kommet dumpende uanmeldt ind i hans lille egoistiske verden. Alf holdt sig på afstand, men skurrede over skulderen, så han lige kunne tyde hendes bedårende ansigt. Hun smilede forsigtigt, og så hurtigt ned i jorden. Alf skyndte sig at kigge væk. En ubeskrivelig varme bredte sig i hele hans krop, og han fik med det samme en voldsom hjertebanken. Han vidste ikke om han syntes, at følelsen var dejlig eller ubehagelig. Men i hvert fald meget fjern. Han smilte for sig selv, og lod tankerne flyve af sted. Røde blade faldt svævende ned fra træerne omkring den smalle grussti. For enden af grusstien lå den lokale skole. Alf kastede et blik hen på cykelskurret, da han kom ind på skolen. Johnny stor som sædvanlig lænet op ad væggen med en cigaret i den ene hånd og sin mobil i den anden. Technomusikken hamrede derudaf i hans øre, da han fik øje på Alf. Han gjorde staks et løft med hovedet til Alf, og tog cigaretten op til munden. Alf så straks tilbage, men kunne kun lige ane Josephines taske. Hun gik ind på skolebiblioteket. ”Hvad fanden laver du?”, spurgte Johnny mandolmt og daskede Alf på skulderen. ”Jamen.. Det.. Øh, det ved jeg ikke. Faldt vel bare i staver”, Alf forsøgte ihærdigt at bortforklare sig. Johnny så tvivlsomt på ham, og himlede med øjnene. ”Må smutte”, sagde Alf pludselig, fiskede tasken op i et snuptag og forlod Johnny. Johnny smed den sidste stump af cigaretten ned på asfalten, tværede den ud med sine store støvler og skurede langt efter Alf. Alf susede rundt om hjørnet til skolens bibliotek, med tasken hængende halvt nede af ryggen. Inde på biblioteket sad Josephine sammen med skolens bibliotekar og snakkede. Han kunne ikke høre om hvad, men stirrede blot på hendes mund, og dens bevægelser. Deres blikke fangede hinanden, og bibliotekaren så forvirret hen mod Alf. Alf vidste ikke, hvorfra denne smukke pige var kommet, men i det øjeblik deres øjne mødtes, slog det gnister. Han bare stirrede og stirrede på hendes dybblå øjne, det var de smukkeste Alf nogensinde havde set, og på trods af den umiddelbart store kontrast mellem de to, var der kontakt med det samme. De sagde ikke et ord, betragtede blot hinandens vildfarende blikke. Alf var ikke vant til at føle på denne måde, han blev en smule overrasket over sine egne følelser, men syntes alligevel at det var en behagelig, varm følelse som gik gennem ham, når han fangede Josephines blik. Henses snert af mystik og ukendthed, gjorde ham endnu mere ivrig efter mere. Han rejste sig op og lod sine ben gå de lange, usikre skridt hen til hende. De sagde ikke et ord, betragtede blot hinanden, imens de langsomt bevægede sig tættere. De stod i lang tid, med blot få centimeter imellem deres kroppe, og kiggede hinanden dybt i øjnene - hele tiden de dragende, generte blå øjne foran hende. Følelsen af pigens åndedræt mod hans eget fik hjertet til at banke hårdere i hans bryst, og hårene på hans arme rejste sig af spænding. Ligesom at han skulle til at række ud efter hendes hånd, drejede hun rundt på hælen og forsvandt ud af døren. Alf tog sin hånd til sig og ilede af sted mod den åbne dør, han så sig forvirret omkring og hørte sig selv kalde: ”Josephine? Hvor er du?”.