”Sov mit lille barn, Moders arme er så tryg en favn, Intet skal forstyrre os vi to,Sov i ro.”
Det er efterhånden mange år siden, at jeg har hørt den sang, men jeg kan stadig huske mormors stemme synge den blidt og skrøbeligt for mig, før jeg skulle sove. Jeg husker hendes ru hænder ae mig på hovedet, mens hun sang mig til ro. Sangen har altid haft en speciel betydning for mig, ligesom min mormor har, og derfor bliver jeg også helt knudret indeni, når jeg opdager, at min mormor er ved at blive gammel. Selvom jeg altid har vidst, at min mormor kun vil blive ældre og dårligere til mange ting fra nu af, så er det alligevel kommet som et chok for mig at se den forandring, der er sket. Det er som om, at alderdommen kommer snigende gennem årene, og så pludselig viser den sig så tydeligt, at man bliver helt forbavset over at se forandringerne. Forandringer som gør én ked af det, og som får én til at vågne op fra et drømmeunivers og se et menneske, man holder af, blive svagere og svagere, og i denne situation se min mormor blive mere og mere skrøbelig. Det er en hård del af livet, men det får mig til at tænke på minderne. Minder som vil forblive i mit hjerte, og minder jeg vil forbinde med forskellige steder. Minder om min mormor.
Det er gratis at oprette en konto