Analyse af Henrik Pontoppidans 'Isbjørnen'

I perioden Det moderne gennembrud gennemgik litteraturen en stor forandring, da man gjorde op med Romantikkens idylliske fortællinger, og i stedet satte fokus på, at sætte samfundets problemer under debat, henholdsvis: Kønsroller, klasseskel og kirke (religionskritik). Blandt andre tog forfatteren Henrik Pontoppidan straks dette til sig og forholdt sig samtidig til de tre -ismer nemlig: realisme, impressionisme og naturalisme. Henrik Pontoppidans ‘Isbjørnen’ beskæftiger sig med realisme som skrivestil, da steder og personer bliver beskrevet meget nøjagtigt med brug af en hel del adjektiver, hvilket gør det enormt beskrivende. Den måde forfatteren bruger et meget beskrivende sprog, gør også at hans holdning skinner igennem og han lægger derved ikke skjul på at Thorkild er en karakter, som ikke altid har haft det helt let og tingene ikke altid går som planlagt.

Romanen er et portræt af en præst, kaldet Thorkild Ager Ejnar Frederik Müller. Vi følger netop denne hovedperson gennem en udvikling og bliver vist hvordan noget, kan tage en uventet drejning. Pontoppidan sætter samfundssyn under debat, og er kritisk overfor tro og samfund i denne tid. Hermed ser han realistisk på udviklingen.

I nedenstående ananlyse og fortolking af “isbjørnen” vil der blive sat fokus på Thorkilds personlige udvikling, og hvordan den kan hænge sammen med Det moderne gennembrud.