Jeg var lige flyttet til byen og skulle starte op et helt nyt sted, med mennesker jeg aldrig havde mødt før, jeg var en lille genert pige som helst ikke ville snakke med fremmede. Men ud i det blå dukkede den her dreng op, med blå øjne som havet, og håret så lyst som sne, han elskede at spille fodbold, drille pigerne, og lege kyssefange, det var pludselig den dreng der fangende min opmærksomhed, hver gang han kiggede på mig, fik jeg et sus i maven, og hver evig eneste morgen fik jeg sommerfugle i maven ved tanken om at jeg skulle op i børnehaven igen. Der var jeg nok ramt af amorspil. Det var som en kærlighedshistorie da lige var begyndt. Jeg var fuldstændig blændet af kærlighed og jeg synes han var det dejligste på hele jorden. Jeg husker tydeligt vores første kys bag den store blå madras inde på Tarzan stuen, så uskyldigt men samtidig en helt fantastisk følelse, det kys havde jeg ventet længe på. Som tiden dog gik blev vi efterhånden kærester, og vi var sammen hver dag. Han var ikke kun min kæreste, også min bedste ven. Vores forældre fik pludseligt et tæt forhold til hinanden, og det betød bare at vi var endnu mere sammen. Vi fulgtes til og fra børnehave hver dag, og jeg var stadigvæk lige så forelsket i ham som første gang jeg så ham. Vi blev med tiden ældre og havde stadigvæk det samme forhold til hinanden. Vi begyndte i skole og startede heldigvis i samme klasse som bare blev endnu et plus i vores forhold. Vi var kærester helt frem til 6 klasse, hvor vores langtidsforhold så sluttede. Men vi bevarede det gode venskab vi havde. Vi var stadigvæk hinandens et og alt, han var min bedste ven og det vidste jeg han altid ville være. Men da 7 klasse startede, skulle klasserne laves om. Jeg endte med at skulle skilles fra ham som jeg var vokset op sammen med, ham der var grunden til jeg er som jeg er i dag, ham som var grunden til jeg stod på tæer med oprejst pande. Det var som et mareridt jeg aldrig skulle vågne fra igen, alt gik pludseligt i sort for mig, jeg skulle knytte mig til andre mennesker, det var jeg ikke vant til før, jeg havde jo en bedste ven som betød alt for mig, jeg havde jo ikke brug for andre. Vores forhold til hinanden tog en stor drejning, vi kom med tiden længere og længere væk fra hinanden, og det tog hårdt på mig. Han var den eneste jeg kunne fortrolige mig til, den eneste som forstod mig, jeg kunne altid regne med ham. Men som tiden gik, gik der pludselig længere og længere tid mellem vi var sammen. Han fik nye venner mens jeg stadigvæk sad der hjemme og ventede på han kom og ringede på min dør. Så kom dagen hvor vi skulle konfirmeres, vi havde selvfølgelig aftalt at vi skulle give hinanden en gave, det her var første gang i mit liv at jeg græd af glæde. Jeg pakkede gaven op, hvor i det lå den yndigste guld halskæde hvor der var indgraveret ’’ N & M – for evigt. ’’ et symbol på han altid ville være med mig, hvor jeg så end tog hen. Jeg læste kortet fra ham hvori der til sidst stod ’’ For evigt dit, for evigt mit, for evigt vores ’’ det betød at vi altid ville være i hinandens hjerter, også selvom vi en dag skulle vokse fra hinanden. Men vi fik stadigvæk ikke vores venskab på rette spor igen. Vi var stadig langt væk fra hinanden, vis ikke længere end som før. Som årene gik var vores sidste tid sammen på skolen nær, vi skulle hver vores sted hen, og jeg vidste det her ville blive enden på vores venskab igennem 12 år. Han tog til Glamsbjerg, og jeg tog til Odense. Det blev et farvel med mange tårer, selvom vi har prøvet flere tusinde gange at bevare det venskab vi engang havde, så er det stadigvæk ikke lykkes for os, der må bare være nogen ting her i livet man skal sige farvel til, det har gud bestemt, at alting ikke kan vare for evigt. Men jeg er glad for den tid jeg har haft med ham, for han har været med til at gøre mig til den jeg er i dag. Man tror næppe at venskaber som disse skulle have en enden, men ikke alting går som planlagt og man kan hurtigt blive overrasket. Han har sat et dybt spor i mig, og han vil altid være med mig både nat og dag. Han er en person, hele verden skal vide hvem er, han er helt fantastisk, hans personlighed får en i det bedste humør, og det at han har det godt hvor han er i dag, det gør mig bare glad. Vi har altid sagt til hinanden ’’ Gode venner, er som stjerne. Man kan ikke altid se dem, men man ved de er der…’’ Den sætning vil altid følge mig, jeg kan den i søvne, og det får mig til at tænke på ham jeg har delt alting med engang, alle de minder som pludselig blev til et farvel for evigt. Men sådan er livet nogen gange, man kan ikke altid få hvad man peger på, man må lære af de fejl man begår, og man må lære af de beslutninger man tager.
Det er gratis at oprette en konto