Spændingsrækken, elektronegativitet og redoxreaktioner

I spændingsrækken er metallerne anbragt i rækkefølge efter deres tilbøjelighed til at afgive elektroner.

K

Ba

Ca

Na

Mg

Al

Zn

Fe

Sn

Pb

H2

Cu

Hg

Ag

Pt

Au

Spændingsrækken gælder for elektronoverførsler, som foregår på grænsefladen mellem metallet og en vandig opløsning. Hydrogen tages ofte med i rækken. Jo længere til venstre et metal er placeret i rækkefølgen, jo lettere afgiver det elektroner.

Et metal kan afgive elektroner til ioner af de metaller, som står længere til højre i spændingsrækken.

ex. Cu(s) + 2 Ag+(aq) ??Cu2+(aq) + 2 Ag(s)

Metallerne til venstre for hydrogen vil afgive elektroner til H+ og da opløsninger, der indeholder H+-ioner kaldes syrer, kan disse metaller altså opløses i syrer. Metallerne længst til højre i rækken kaldes ædle metaller.

Elektronegativitet

Elektronegativitet angiver et atoms tendens til at fastholde eller optage elektroner. Jo større elektronegativitet jo større tendens til at fastholde eller optage elektroner.

Fluor i 7. hovedgruppe er det grundstof, der har størst tendens til at tiltrække elektroner og tildeles pr. tradition elektronegativiteten 4. Francium i 1. hovedgruppe er dårligst til at fastholde sin ene elektron og tildeles pr. tradition elektronegativiteten 0,7. Alle andre grundstoffer får så en elektronegativitet mellem disse to - bortset fra ædelgasserne, der ikke har nogen elektronegativitet, da de hverken optager eller afgiver elektroner.