Digtet levende er et digt skrevet af Søren Ulrik Thomsen. Digtet handler om at længes, om mennesketomme rum og om erindringer. Digtet handler om at være levende, men undertrykkes af en trist og kold stemning, som udtrykkes gennem stærke følelser og sanser.
Følgende digt "levende" er skrevet af Søren Ulrik Thomsen. Digtet er en del af hans samling "City slang" som er skrevet i 1981. Det er en samling af korte, moderne digte, som handler meget om nutidens bevidsthedsopfattelse. Søren Ulrik Thomsen er opvokset i Stevns, og flyttede i en ung alder til København med sin familie, og det var her han fik sin inspiration til digtsamlingen ”City slang”. I følgende analytiske bearbejdning, vil der særligt være fokus på ydre komposition, indre komposition og form.
Levende er et digt i samlingen ”City slang”, som er en samling af digte om livet i den hektiske storby. Når et digt læses højt, er det som en stemme, og digtet er med til at skabe en følelse. I digte er det åbenlyse ofte skjult, og man skal få sin egen mening ud af hvert enkelte ord. Digtet levende er ikke en undtagelse. Når man kigger på digtets ydre komposition, som hentyder til tekstens ydre eller fysiske opbygning, man kan godt kalde det digtets udseende, er digtet et meget smalt og langt digt, som består af 34 vers og en strofe, altså en lang sammenhængende tekst. Sætningerne er meget korte, og der er mange linjeskiftninger. Der forekommer ofte meget korte sætninger, som kun består af et eller flere ord fx vers 7; græder eller vers 11; porten smækker. Hvis man vender digtet fysisk om på siden kan, man godt sige det ligner en hjertefrekvensmaskine, hvilket passer godt til titlen ”levende”. Tilten levende passer som sagt godt til digtet. Søren Ulrik Thomsen beskriver nemlig meget det, at være levende og sætningen ”jeg er levende” gentages 8 gange i løbet af de 34 vers digtet indeholder. Søren Ulrik Thomsen har ikke gjort brug af krydsrim, men en enkelt gang, i vers 29-30, bruger han parrim med ordene kontor og sur. Et parrim er når to linjer efter hinanden rimer, hvilket de gør her. Rytmen i digtet er meget hakkende. Når man læser digtet op, vil man opdage at der er ord, som er mere trykstærke end andre. Fx i vers 30; mælken er sur. Sætningen jeg er levende virker nærmest som en slags pause. Det er en blød sætning, og så fortsætter man videre gennem digtet med en hakkende tone. Dette gør sætningen jeg er levende, til at lyde som om fortælleren prøver at berolige sig selv, i sin forvirring af følelser. Hvis man kigger på formen i digtet, hvilket vil sige sproget, er sproget i digtet meget enkelt. Det er skrevet i nutid og i jeg-fortæller, hvilket man kan se, da han gør brug af ord som jeg, min og mit. Digtet er heller ikke skrevet på gammeldansk, som man ofte ser, men det er skrevet på nutidsdansk, og er derfor meget letlæseligt. Søren Ulrik Thomsen har brugt utrolig få virkeligmidler i digtet. Der bliver ikke brugt svære ord, men ord som tydeligt forklarer, hvad han vil frem med. Altså meget forklarende ord. Han har ikke brugt nogen bindeord til at binde alle sætningerne sammen. Han vælger ikke at bruge bindeord, men vælger derimod at bruge mange verber til at beskrive sansninger og følelser. Dette gør digtet meget upersonligt, men sætningen ”jeg er levende”, som bliver gentaget mange gange i digtet, frembringer igen det personlige. Her kan man også se, at det er en lyrisk jeg, som optræder. En lyrisk jeg vil sige, at man møder en lyrisk jeg fortæller, som åbner for sin indre verden af følelser og tanker. Digtet udtrykker en lyrisk jeg fortæller i bl.a. vers 7; græder, her udtrykkes en følelse. Hvilket rykker os videre til digtets indre komposition, også kaldet skellettet. Den indre komposition hentyder til teksten indre opbygning. Hvordan teksten hænger sammen, og hvordan den er opbygget, og hvordan opbygningen påvirker læseren. Indledningen er en åben indledning, hvilket vil sige, at vi bliver kastet direkte ind i handlingen. Man siger om åbne indledninger, at teksten ingen indledning har, fordi man som sagt bliver kastet ind i handlingen. Dette kaldes ”in medias res” som oversat betyder ind midt i tingene. Slutningen er også en åben slutning, hvilket betyder at læseren egentlig ikke ved, hvordan historien/digtet slutter, eller hvad der sker med fortælleren. Digtet er meget dramatisk, og er præget af mange negative tanker og følelse. Søren Ulrik Thomsen bruger negative vendinger, hvilket frembringer en forståelse, af en negativ stemning hos læseren. Han bruger bl.a. ord som koldt, beskidt, græder og blæst, som vi forbinder med noget dårligt. Selve handlingen i digtet finder formodentligt sted i en lejlighed eller i hvert tilfælde indendørs. Det ses i vers 11 og 12; porten smækker, bilerne suser bag muren, og i vers 15; vandet koger, og i vers 19; støder mod bordet. Som alle eksemplerne indikere, befinder fortælleren sig indendørs i en by, hvor der er larm. Da digtet også er fra samlingen ”city slang”, foregår det højst sandsynligt i en storby. Personen i digtet sidder i en lejlighed i nuet, og forklarer sine følelser, og samtidig tænker tilbage på en kæreste/god ven, og længes efter en person, som ikke længere er der. Man kan se personen længes i vers 17-18; længes efter din stemme, den er her ikke. Man kan også se bruget af flashback i digtet i vers 21-23; kan huske lugten i hans lejlighed blæsten på stationen ved havnen. Dette flashback skaber lidt forvirring hos læseren, idet at der pludseligt springes i tiden. Personen har nok været ude for at blive såret eller oplevet smerte, da han/hun skal bruge sine sanser, for at føle og mærke. Fx vers 8-9; lægger min hånd mod min nakke, for ligesom at bekræfte at han/hun er levende. Der bruges fysiske aspekter. Personen skal lægge sin egen hånd på sin nakke, for at få bekræftelsen af at være levende. Man kan også se, at det er noget, der er sket længere tilbage i personens liv. Det ses i vers 27; 10år 8år 7år 1år. Handlingen er meget forvirrende og svær at forstå. Mange vil synes at der ikke rigtig er en handling, men at man bare lukkes ind i fortællerens hoved, og fornemmer følelser og stemninger og gamle erindringer. Temaet/budskabet i digtet er savn. Længsel efter en person der ikke længere er en del af ens liv. Savnet til den person, og hvilke følelser man sidder tilbage med. Søren Ulrik Thomsen vil gerne ud med følelserne om det at være ensom og alene, og hvor forfærdeligt det kan være. Han vil have folk til at indse, at man ikke skal være tilfreds, med det faktum at være alene.
Det er gratis at oprette en konto