Analyse af Søren Ulrik Thomsens digt 'Siden Sidst'

Søren Ulrik Thomsen er født i 1956 i Kalundborg og City Slang var hans debut. Digtet ”Siden Sidst” er egentlig kun opbygget i et langt vers, men alligevel fornemmer man, at der er en hvis form for opdeling, da sætningen ”siden sidst” ligesom indrammer stroferne. Han beskriver en handling, siger ”siden sidst” og beskriver derefter en ny handling. Der er kun et punktum i digtet, nemlig da den sidste strofe slutter og heller ingen kommaer. De første 4 strofer er i nutid, og ellers er digtet i datid. Dog bortset fra når han siger ”siden sidst”, da han der vender tilbage til nutiden. I den første strofe: ”Du spørger mig” er ”du” et personligt pronomen, ”spørger” er et verbum i præsens, og ”mig” er også et personligt pronomen. Jeg synes, denne sætning er vigtig, da der er en anden person til stede, som har en hvis betydning for Søren Ulrik Thomsen, da personen er nævnt i første sætning. Det at ”du” spørger ham viser, at det er ”du”, som er ovenpå. Det er ham/hende, som starter med at lægge ud, og det lyder som om, at det der skete ”sidst” er lidt alvorligt, siden ordene ”siden sidst” bliver gentaget så mange gange. I digtet bliver der beskrevet en masse forskellige hændelser, hverdagsting, som er sket ”siden sidst”, og jeg tror, at hver enkelt hændelse har en betydning. I 5-6 strofe siger han: ”har jeg stået i parken sent på eftermiddagen og set de gamle mænd og kvinder spredes på stierne imellem træerne”. Jeg tror at den følelse som han beskriver her er ulykkelig kærlighed. Det er gamle mennesker, som er skrøbelige ligesom kærligheden. Gamle mennesker som måske har holdt sammen i lang tid, for det var ikke en del af normerne at blive skilt. De skilles nu, går hver til sit, og derfor er det den ulykkelige kærlighed. 8 og 9 strofe står der: ”har jeg sagt ”søster” til en ekspeditrice og alle vendte sig om”, og det er her ydmygelse, som bliver beskrevet. 11 strofe: ”trak jeg ind i en port for at undgå drivende rockerflok”. Denne hændelse beskriver Søren Ulriks frygt. 13-14 strofe skriver han: ”har jeg siddet alene ved bordet under den svævende lampe og baggårdens ruder har peget mig ud for ingen”. Dette skal vise den følelse af ensomhed, han har inde i sig. Strofe 16-17: ”har jeg åbnet et brev og læst om lysende strande, turkise nætter”. Det lyder ikke som om, hans tilværelse fungere særligt godt lige nu, så da han læser om dette smukke land, er det en følelse af længsel, han oplever. De sidste to strofer, strofe 19-20, skriver Søren Ulrik: ”løb jeg over den brede brolagte plads på flugt fra busser og taxier i hurtigt skred over blanke sten”, og han er her skræmt. Skræmt fra at være på denne kæmpe plads i storbyens forvirrende jungle fyldt med busser og taxier, som kan virke skræmmende, når nu hans følelser er så meget i kog. Så ud fra alle disse forskellige handlinger, beskriver Søren Ulrik Thomsen alle sine følelser, som han oplever lige nu. Måske har han disse følelser pga. det, som skete sidst, og måske beskriver han sine følelser igennem disse handlinger, fordi det er nemmere for ham. Jeg når ikke frem til et større budskab, da man ikke rigtigt får en slutning på digtet. Da punktummet i sidste strofe bliver sat, sidder jeg med en fornemmelse af ikke at have fået slutningen. For skulle det være hans sidste følelse, hans sidste ord? At han var skræmt, at han var ”i hurtigt skred over blanke sten”, på flugt fra offentligheden. Derfor tror jeg, at man skal kigge på budskabet på en anden måde, nemlig ved at kigge på de enkelte hændelser, som hver og en har et budskab: nemlig en bestemt følelse som Søren Ulrik Thomsen har oplevet siden sidst.