Normer og idealer er med til at styre, hvordan vi udformer vores lov. Erlend Loes roman ”Doppler” gør op med normerne og idealerne om, at man helst skal stifte en familie, have et arbejde og ellers følge strømmen. Romanen er fra 2004 og handler om Doppler, der er flyttet ud i en skov, hvor han nu bor. Denne analyse berører det første kapitel i ”Doppler”.
Kapitlet starter som et ”in-media-res”, hvilket vil sige, at vi som læser bliver kastet direkte ud i handlingsforløbet uden nogen videre introduktion. Det går herfra kronologisk fremad, men med flashbacks, som Doppler bruger til at reflektere over bl.a. sin egen barndom og andre mennesker.
Doppler er dermed en reflekterende jeg-fortæller. Vi følger ham igennem hele kapitlet og det medvirker, at historien bliver fortalt på en rodet måde. Han hopper rundt i tid og sted, som det passer ham og vi får som læser nærmest følelsen af, at han sidder overfor en anden person og fortæller historien. Man kan se, at han flere steder kommer i tanke om noget, som han lige får med i farten. Dette ses bl.a. i stykket: ”Stor som bare fanden. Elge er store. Man glemmer let, hvor store de er. Og så sprang jeg ned på ryggen af den.”(L. 17-19, S. 1). Vi ser i dette stykke hvordan Doppler reflektere og kommer i tanke om, hvor store Elge egentlig er. Det er samtidig en interessant måde at opbygge historien, da det giver læseren en følelse af, at det er en rigtig person, der sidder og fortæller historien.
Det er gratis at oprette en konto