Analyse af Erlend Loes roman 'Doppler'

”Doppler” er en norsk roman skrevet af Erlend Loe i år 2004 og oversat til dansk af Susanne Vebel. Det danske uddrag er fra romanens første kapitel. ”Doppler” er en samfundssatirisk roman der bryder med menneskets evige higen efter det perfekte liv, bestående af succes og anerkendelse. Nutidens mennesker er kompetente og vil prøve, at gøre alt det rigtige og så vidt mulig indfri andre folks forventninger til én. Romanen kritiserer altså det senmoderne menneske og dets ihærdige kamp for at leve op til andre folks forventninger.Romanen starter ”in medias res”, da handlingen skydes i gang med konstateringen: ”Min far er død.”. Herefter udspiller handlingen sig kronologisk, dog med enkelte flashback der giver læseren en bedre forståelse for, hvorfor hovedpersonen, Doppler, befinder sig ude i skoven. Doppler reflekterer senere over sin barndom der var præget af drilleri, og dette gør Doppler til en reflekterende jeg-fortæller, som har en synsvinkel der kommer indefra. Dette kan konstateres, da vi følger Dopplers tanker og meninger. De forskellige femstillingsformer i uddraget består altså af beretning, beskrivelse og refleksioner. Doppler beretter om hvordan han dræbte elgkoen og om det drilleri han blev udsat for i skolen, hvorefter han beskriver sit ualmindelige store lem som han blev drillet med : ”I skolen kaldte de mig Doppler med pikken. Det er heldigvis mange år siden. Det er ikke noget, jeg tænker så meget over mere. Men det var sårende. Jeg havde jo andre egenskaber, som jeg gerne ville have, folk fik øje på. Doppler med pikken”. Til sidst reflekterer han over sine samvittighedskvaler han har over, at have dræbt elgkoen. Han skyder dog hurtigt kvalerne fra sig, da han kommer til den konklusion, at det er naturens gang og at det er bedre, at det var ham der tog dens liv i stedet for en følelseskold idiot, der sikkert også havde taget kalvens liv. Uddraget har derudover karaktertræk der kan sammenlignes med dagbogsgenren, da sproget er uformelt og til dels består af talesprog. Dopplers sociale miljø består af et primitivt liv i skoven. Han sover i et telt og får føde fra naturen, han går kun ned til byen når han skal have mælk- mælken er til gengæld også uundværlig, da han ellers bliver irritabel og opfarende. Dette viser, at lige meget hvor ihærdigt han prøver at holde samfundet ude, er der alligevel ting han ikke kan undvære. Ikke vil undvære. Dopplers enspænder-liv i Norges skove er beskrevet realistisk og humoristisk, men ville formentlig ikke finde sted i den virkelige verden, da Doppler (bortset fra sin indkøbte mælk) lever og forsørger sig selv, som man gjorde det i middelalderen. Man kan på den anden side sige, at de mennesker der, af egen fri vilje, vælger at leve som landevejsriddere, til dels har valgt samme livsform som Doppler, da de på dem måde også er frie fra, at blive draget ind i det senmoderne menneskets kamp for ”overlevelse”. I uddraget bliver man ikke direkte oplyst om årsagen til hvorfor Doppler befinder sig ude i skoven, men man får indtryk af, at han er flygtet ud i skoven, væk fra samfundets krav til, hvordan man skal se ud, gøre eller opfører sig. Doppler prøver så vidt muligt, at melde sig ud af nutidens ”krævende” samfund ”Jeg kan ikke komme ud, og verden kan ikke komme ind ...”. Han distancerer sig fra andre mennesker og bryder sig som sagt ikke om det eksisterende overfladiske samfund menneskerne har dannet, dette ses ex. ved hvordan han med afsky fortæller om Sogn Skole der ville kunne aflaste sovjetrussiske fangelejre i Sibirien. Han forklarer også hvordan han helst ser, at der skal være en slags balance i tingene, man kan ikke bare tage- uden at give noget tilbage, hvilket samfundets ikke er god til. Samfundet tager og forventer, og giver ikke det enkelte menneske ro til, at finde og forme sig selv. Denne vished om vigtigheden af balance giver ham også en ubehagelig fremmedartethed, da han slår elgkoen ihjel, netop fordi han ved, at han ikke har mulighed for at give naturen noget tilbage. Skoven er et symbol på frihed og ro, hvilket er det han søger. Her er ingen mennesker til at forstyrre roen og eftersom Doppler ærligt udtrykker hvordan han bliver frastødt af mennesker, mere og mere som tiden går, lader skoven til, at være det perfekte sted, for ham, at leve et upåvirket liv- uden stress og jag. Grundet sin afsky for andre mennesker lader det til, at det er ekstra vidunderligt for ham, at have en ven der ikke kan tale. Elgkalven. Den intimitet og nærvær han får med elgkalven har han sågar aldrig oplevet med sin egen kone- ”selv ikke i begyndelses af forholdet. Det var lige ved at være for meget”.Dopplers egen far er død, det får man at vide i starten af romanen, og da Doppler så skyder kalvens moder, bliver kalven lige så ensom som Doppler selv. Denne ensomhed fører dem sammen, da de skaber tryghed og omsorg for hinanden. Doppler ønskede, til at begynde med, at leve i ensomhed, langt væk fra alle andre, men indser så, at han har brug for omsorg og nærvær og finder som sagt dette i elgkalven. Dopplers behov for en ven er også med til at bestemme temaerne i uddraget. Temaerne er had og kærlighed. Had idet Dopplers afsky for mennesker og samfundet skinner igennem, men også kærlighed, da dette ses i Dopplers forhold til elgkalven. Elgkalven, der efter en kamp for livet endelig bliver accepteret af Doppler og får lov til at sove inde i teltet. Samfundets kompetence skinner altså her igennem igen, med henblik på kalvens ihærdige kamp for, at vinde Dopplers accept trods den ikke engang er et menneske. Dette viser, at lige meget hvor ihærdigt Doppler prøver at fralægge sig de værdier han er opvokset med, sidder de dybt i ham og kommer ubevidst frem i ny og næ. En proces der har det formål, at genvinde sig selv som et nyt menneske der hviller i sig selv, behøver altså mere end at ”camperer” i en skov med en elgkalv.