Karen Blixen (1885-1962) Ringen, fra Skæbneanekdoter, 1958
En sommermorgen for halvandet hundrede år siden gik en ung godsejer og hans kone ud at spadsere på deres jord.
De havde været mand og kone en uge. Det havde ikke været let for dem at få hinanden, for hendes familie var højere i rang, og rigere, end hans. Men de to unge - som nu var treogtyve og nitten år gamle - havde elsket hinanden fra barndommen og havde været standhaftige i deres kærlighed, - til sidst havde hendes adels- og pengestolte forældre måttet give efter.
De nygifte var over al beskrivelse lykkelige. Nu var det slut med de korte, stjålne møder og de små tårevædede ind- og udsmuglede billetter. Nu var de eet for Gud og mennesker, åbenlyst for hele verden kunne de spadsere arm i arm, og køre ud i samme vogn, og de skulle spadsere og køre således til deres dages ende. Deres fjerne, uopnåelige paradis var nedsteget til jorden og havde - sælsomt og henrykkende - vist sig at være fyldt med alle hverdagens små foreteelser: med leg og gækkeri, med morgenkaffe og aftente, med heste og hunde, med svingende hølæs og tordenbyger og regnbuer.
Konrad, den unge ægtemand, havde højtideligt lovet sig selv, at fra nu af skulle ingen sten findes, og ingen skygge falde, på hans elskedes vej. Lovise, den unge kone - som hendes venner kaldte Lise - følte med sig selv at hun for første gang i sit liv var fri som fuglen i luften, fordi hun fra nu af aldrig kunne tænkes at have nogen hemmelighed for sin mand.
Det er gratis at oprette en konto