Analyse af Hans Scherfigs 'Det Forsømte Forår'

Det er den danske forfatter Hans Scherfig, der i 1940 skrev romanen ”det forsømte forår”, som blev et af de mere kendte værker ud af mange. Mange af hans værker blev også oversat og udgivet i udlandet, hvor romanen ”Skorpionen” udkom i over 20 lande. Hans Scherfig voksede op i det finere borgerskab, hvilket nok havde meget at gøre med at faderen var direktør på et af Københavns dengang største trykkerier ”Det Hoffensbergske Establissement”. Han gik som ung på Metropolitanskolen, som var en gammel skole helt tilbage fra 1200- tallet med stolte traditioner. Scherfig blev som voksen stærk kommunist, og han var et af de meget fremtrædende medlemmer af DKP. Dette førte dog også til anholdelsen af i 1941, da Tyskland gik i krig med sovjetunionen. Hans skrev for bladet ”Land og Folk” indtil sin død i 1979.

Romanen ”Det Forsømte Forår” hører under genren kollektivroman. Her læser man ikke om en enkelt eller få hovedpersoner, men om en hel gruppe af mennesker, og det er tilfældet i denne roman. Det er dog ikke denne ”hovedgruppe” af personer, man bliver præsenteret for først, det er nemlig den hårde lektor Blomme. Man bliver kastet ind i en meget tragisk hændelse, hvor det er lektor Blomme, en 63 år gammel latin og oldtidskundskabslærer på Metropolitanskolen, der bliver forgiftet og dør. Årsagen er nogle forgiftede maltbolsjer, som er lektorens fortrukne bolsjer. Derefter føres man frem til gruppen af hovedperson, som er samlet til et 25 års studenterjubilæum. Disse personer er tidligere elever på Metropolitanskolen. Til jubilæet får man en præsentation af eleverne, og om det de har opnået siden Metropolitanskolen. Dernæst hører man deres erindringer om skolen, og om hvor pinsler de måtte gennemgå på denne. Så springer roman igen i tiden, her er det tilbage på skolen sammen med eleverne. Man for først at høre om de forskellige lærer, og om deres hårde måde at undervise på, mens man samtidig får et blik ind i elvernes hverdag og deres had til lærerne. Den hårde behandling fra lærernes side fører til dannelsen af gruppen ”Den Sorte Hånd”, der har til formål at slå lektor Blomme ihjel. Et Klassisk eksempel på lærernes favoritisering og hårde behandling er eleven Edvard Ellerstrøm. Ellerstrøm er i starten en af Lektor Blommes favoritter, men da det frygte lige for Ellerstrøm indtræffer, mister han al respekt fra Lektor Blomme. Ellerstrøm som før var nummer 2 på ranglisten i klassen ændre nemlig udseende op igennem puberteten, og det er bestemt ikke noget Lektor Blomme bryder sig om. Lektor Blomme begynder at drille Ellerstrøm, og det kommer til at gå dårligt for ham i klassen. Det hele eskalerer, da Lektor Blomme nægter at rykke Ellerstrøm et klassetrin op sammen med de andre elever. Al denne modgang for ham til at føle at han sviger sin moder, og at han ikke kan leve mere. Han begynder simpelthen at panikke, indtil han opdager lektor Blommes maltbolsjer på katederet. Dette giver Ellerstrøm en farlig ide, han låser sig ind i fysiklokalet giftskab og kommer det farlige stof stryknin i et af bolsjerne. Og det er det der bliver Lektor Blommes død. Derefter får skolen en ny lærer, som er noget mere pædagogisk og som ikke slår eleverne. Udover den nye lærer ændrer det ikke på det store i skolen. Eleverne færdiggør deres studier og Ellerstrøm med. Så springer man igen frem i tiden til jubilæet, hvor man hører om hvordan eleverne alle blev til noget de ikke ventede samt om alle de drømme de havde haft i skolen, som ikke blev til noget. Eleverne begynder så småt at prale om deres tid på skolen, og det får Ellerstrøm til at bringe mordet på Lektor Blomme op. Her fortæller han historien om hvordan han slog ham ihjel, men ingen af de andre tror på ham. Derefter skilles elverne nok engang, og de forsvinder hver til sit ud i det københavnske forår.