Uret ringer, jeg slår øjnene op. Det søndag morgen og en utrolig varm en af slagsen. Jeg skubber dynen til side, alt imens jeg kæmper mig over mod mit vindue ved siden af min seng. Jeg har koldsved, det er en ubehagelig følelse. Man har det varmt, men når luften rammer ens krop, følelse det underligt koldt. Jeg ruller mit mørklægningsgardin op, i takt med at solens stråler indtager mit værelse. Mit vindue står åbent, jeg kan hører fuglene synge og dufte det ny slåede græs fra den netop nyåbnede bypark ude foran. Byparken er altid godt besøgt om søndagen. På en bænk sidder en dreng, med noget der ligner en splinterny hoppekniv i gang med at ridse noget i bænken. Hvad mon han ridser? måske hans navn, er det ikke sådan noget man plejer at ridse? Det er da for dårligt, tænker jeg ved mig selv. Hvordan kan man ikke sætte pris på det man får foræret i et velfungeret land som vores? Hvorfor gør man sådan nogle ting? Er det fordi man keder sig? Man har så mange muligheder for at have det sjovt i Danmark, i forhold til mange andre lande.
Ud af øjenkrogen ser jeg to piger bevæge sig igennem parken i rask trav, i mens de brokker sig over at der ”allerede” er skole start på mandag, efter de har haft en måneds ferie. Burde de ikke bare være glade for, at de har muligheden for at gå i skole? Børn i andre lande har slet ikke de samme muligheder som os. At kunne gå i skole er en stor ting for børn i den tredje verden. Måske skulle man ikke gå og brokke sig over de ting man for foræret, men i stedet sætte pris på de ting vi har i Danmark. At brokke sig over skulle starte i skole efter en måned, er noget være pjat. De skal bare være glad for der er noget der hedder skole i deres verden.
Det er gratis at oprette en konto