I den her kronik, bliver de unge “udfordret” og spurgt om hvor klimabevidste de egentlig er. Blandt andet ved at fokusere på deres individuelle og personlige valg og vaner. Kronikkens syn på unge er meget kritiserende, og jeg får med det samme dårlig samvittighed, når jeg læser den. Jeg synes, der er mange fine synsvinkler på de forskellige ting, og en god række af ting vi alle gør i hverdagen, uden at være klimabevidste. Kronikkens hovedbudskab er at opfordre unge til at leve i overensstemmelse med det, der er sundest i forhold til klimaet.
Jeg er enig i, at unge skal ændre adfærd og vaner, men jeg synes, det er et stort ansvar at overlade udelukkende til de unge. Det må være et fælles ansvar.Unges opførsel har kæmpestor indflydelse på klimaet, men det provokerer mig, at al ansvar lægges på de unge. Jeg synes faktisk, det er producenternes ansvar, når de blandt andet sender fristende reklamer for de nye produkter ud. Det skaber et behov. Vi har ret til nye og smarte ting uden at få dårlig samvittighed. Især når mange i vores generation lægger stor vægt på social status.
De eksempler, der bliver nævnt i kronikken, er alle ekstremt klimabevidste, og det er de færreste, der frivilligt overholder dem. For bare at sætte det i perspektiv, er jeg sikker på, at langt de fleste unge vil vælge en ny telefon frem for en gammel, også selvom de ved, det muligvis er dårligt for klimaet. Det samme gælder for tøj. Det er nok ikke mange, der faktisk overholder alle de syge krav, der blive givet i teksten.
Det er gratis at oprette en konto