De yngre tider af sin barndom var noget af det nemmeste, ingen pligter eller lektier. Man kunne bare lege i børnehaven hele dagen, man lavede altid de mærkeligste ting. Såsom at udgrave hele sandkassen, eller gå 5 drenge ind i cykelskuret og feje så voldsomt at alt støvet flyver forvildet rundt i rummet. Ja, dengang i børnehaven havde man det godt. Der var dog nogle få ting der ikke var sjovt i børnehaven, som når man skulle sige farvel til sine forældre. Jeg husker øjeblikket hvor din mor, eller far er på vej ud af hovedindgangen. Du styrter op i vinduet som peger ud til parkeringspladsen, kun for at vinke farvel dine forældre. Eller når man engang ved middags tid skulle sove til middag. Det værste tidspunkt på dagen som man altid prøvede at undgå ved at f. eks gemme sig ude bag skuret, som en lille gazelle på flugt fra en stor løve, men på en eller anden måde var der altid en pædagog der fik fat i en.
Senere blev man så til de ældste i børnehaven og skulle til at tænke på skole. Tænke på de danske stile man har for, Tænke på at addere, trække fra, gange op eller trække fra. Eller tænke på hvornår man ikke længere kunne lege i pauserne, der i øvrigt ifølge mig var alt for korte. Alt bare for at forberede sig til den store afgangsprøve, men lad os nu ikke snakke mere om den stressende skole. Lad os snakke om alle de fantastiske ting ved at vokse op, som blandt andet kærligheden. Kærligheden jeg for første gange mødte i 6. klasse. Præcis ligesom så mange andre børn har gjort har gjort. Kærligheden der kan spille med dine følelser som intet andet kan, som kan gøre dig den gladeste dreng i verden, men på samme tid kan gør dig til den mest ulykkelige dreng i verden. Jeg havde aldrig på noget tidspunkt før 6 klasse, regnet med at jeg ville se noget i de der ’dumme piger’. Aldrig regnet med at jeg ville gå lange ture hånd i hånd. Ligge under et træ i flere timer med en pige som mit eneste selvskab. Bare ligge der og kigge hinanden imens man snakker om alle ens tanker.
Det er gratis at oprette en konto