Filip løb helt alene over den bro, som han og skjaldene også havde benyttet før. Han ville bare hjem, og det kunne ikke gå hurtigt nok. Et par timer senere kunne han spotte maleriet et par hundrede meter væk. Der hvor det hele startede. Hans tanker gik på, om forældrene havde det godt. Da han nåede frem igennem maleriet, så alting ud til at være tomt og forladt, ”Mor”! Kaldte Filip. Ingen svarede, og han kunne høre vinden suse. Filip løb ned i stuen, hvor han pludselig så forældrene i sofaen. De var helt tavse og lige meget hvad Filip sagde, om han talte lavt eller højt, var der intet svar. Filip gik derefter udenfor, han ville se sig lidt omkring. Haven havde ændret sig en del. Blomsterne, buskene, ja selv græsset var væk. Det eneste Filip fik øje på, var en stor grå sten i havens højre hjørne. Han nærmede sig stenen, og så blev han tavs. Gravstenen havde overraskende hans navn på. Der stod skrevet med store tydelige bogstaver: Filip hvil i fred, vi elsker dig overalt på jorden! Filip havde ikke ord til at sige noget, han var bare forvirret, og kunne ikke tro sine egne øjne.”Hvorfor mig”! Udbrød han. Turen gik nu ind i huset igen. Forældrene lå stadig på sofaen, men nu med tåre i øjnene. Filip hørte pludselig en stemme i rummet ved siden af hans eget værelse, det rum havde han aldrig lagt mærke til før, nu var det der bare. Filip var ikke i tvivl, det var Miros stemme, men hvordan kunne det være sandt, hun var da død? Filip åbnede døren, og der stod Miro med Doromir, Leopold, Biella, Pippin og ikke mindst Ffaffner bag sig. De stod bag et kæmpe stort maleri ligesom inde på Filips værelse. Han hoppede ind, og mærkede en stor tryghed. Hvad der ventede ham, anede han ikke, Filip var stadig utrolig forvirret, om, hvordan det hele var gået til. Det blev starten på et nyt liv uden frygt og fare.
Det er gratis at oprette en konto