Alle forhold hvad enten det er det til en selv, til familie, til venner eller andre relationer, så er de som vægge, facader eller fundamenter med små eller store revner, sprækker eller brud. Ingen forhold er fejlfri. Nogle af disse revner og sprækker kan man fikse med lidt maling, andre kræver pollyfylder eller mørtel, også er der de bud, der ikke længere kan reddes. ”Hjemkomst” fra novellesamlingen ”Kilimanjaro” fra 2005 skrevet af Katrine Marie Guldager drejer sig blandt andet om netop sådan et forhold, der måske er ved at udvikle sig fra at være en sprække til at blive et brud, hvis der ikke snart bliver gjort noget alvorlig ved det.
Novellen starter in medias res, vi bliver altså kastet direkte ind i en scene eller en bestemt situation, i dette tilfælde er det novellens hovedperson Sebastians hjemkomst fra Afrika. Sebastian er på vej hjem til sin mor og to søstre i Danmark, da hans far for nylig er død. ”Det var ikke et gensyn, han glædede sig til. Han havde aldrig brudt sig særlig meget om sine to søstre, hverken den ene eller den anden. Deres mor var et omvandrende nervevrag. Sådan huskede han hende i hvert fald. De sidste tre år havde han boet i Afrika.” Som citatet siger, så glæder Sebastian sig bestemt ikke til et gensyn med sin nærmeste familie! I teksten står der intet om, hvorfor Sebastian har bosat sig i Afrika, men det kunne tyde på, at han er flygtet så langt væk fra sin familie som næsten overhovedet muligt. Det er altså Sebastians fars død, der skal få Sebastian (efter tre år i Afrika) til at vende hjem til sin familie.
Det er gratis at oprette en konto