Hjemkomst og gensyn med fortiden

Da flyet satte sine landingshjul på den danske landjord, var det flere år siden, jeg sidst havde været hjemme. Som 18- årig var jeg rejst til USA for at være au pair, men allerede efter det ene år, jeg oprindeligt kun skulle have været afsted, havde jeg mødt min amerikanske kæreste Jim. I stedet for at rejse fra ham, var jeg flyttet ind hos ham i hans lejlighed. Eftersom min opholdstilladelse i mellemtiden var udløbet, havde jeg ikke andre muligheder end at arbejde illegalt. Jeg havde indtil nu tjent mine penge ved at gøre rent og passe børn, mens Jim, der var seks år ældre end mig, nu var færdig udannet ingeniør og klar til at tage næste skridt i livet sammen med mig. Når han havde friet, var det ikke kun af ren kærlighed, men fordi jeg qua vores ægteskab ville få green card til at leve en fuldstændig legitim tilværelse sammen med ham.

Da det havde været meget vigtigere for mig end for ham, at vi fik et rigtigt kirkebryllup, havde Jim overladt det til mig at bestemme, hvor og hvordan det skulle foregå, Jeg havde slet ikke været i tvivl om, at vi skulle giftes i den kirke i Danmark, hvor jeg var døbt og konfirmeret. Bagefter skulle festen holdes hjemme i mine forældres have, så nu var jeg i forvejen rejst hjem, så jeg kunne bruge de næste par uger på at forberede det hele, mens Jim var blevet i USA for at arbejde. Der sad jeg så, 22 år, og så spændt ud ad flyets rude. Inde i ankomsthallen ventede min familie, som jeg ikke længere kunne vente på at kaste mig ind i armene på. Da vi kom hjem til mine forældre, stod mit gamle teenageværelse klar til mig, og der gik ikke længe, inden jeg begyndte at føle mig som en teenager igen. Min mor, der kaldte på mig, når aftensmaden var klar, og min far, der mindede mig om ikke at komme for sent hjem, når jeg bagefter gik ud for at mødes med mine gamle veninder! Pga. tidsforskellen og de dengang skyhøje takster for oversøiske telefonsamtaler var det derimod ikke meget, Jim og jeg talte sammen. Selvom det det kommende bryllup stadig fyldte mest, gled han og vores liv i USA længere i baggrunden. Jeg havde alt for travlt med at nyde tiden, inden han ville ankomme - og ikke mindst det uforpligtigende samvær med mine veninder. Vi grinede og fjollede, genopfriskede minder fra vores pure ungdom. Weekenden inden brylluppet, arrangerede de en polterabend for mig, og efter vi havde spist og drukket drinks, endte vi på provinsbyens diskotek, hvor vi engang havde ”snydt os ind” med falske sygesikringskort. Jeg følte mig endnu mere hensat til fortiden, da jeg i mængden af mennesker fik øje på den fyr, jeg som teenager havde været håbløst, ulykkelig forelsket i.