Ingen så rigtig Emil som noget, han var der bare. Han var færdig med folkeskolen og skulle nu ud og finde et arbejde. Det med arbejdet skabte problemer, dels fordi han ikke havde de bedste karakterer med fra skolen, og dels fordi han følte sig som et nul.
Han var egentlig ikke dum, bare for doven til at arbejde i skolen. I virkeligheden kunne han alt det matematiske, og fysik var han heller ikke dårlig til. Det eneste, han ikke kunne finde ud af, var det sproglige; dette var nok også en af grundene til, at folk ikke kunne lide ham - han stammede! Og byttede om på ord, så folk blev hurtigt trætte af at tale med ham. Emil havde ingen forældre, de døde allerede da han var 4 år, så han havde jo heller aldrig haft chance for at lære at tale ordentligt. Heller ikke på børnehjemmet i Helsingør fik han lært at tale ordentligt. Ingen tog sig af ham, og hver gang noget gik i stykker, fik han skylden. Det eneste gode ved børnehjemmet var, at han fik mad og husly uden at skulle betale. Men alt dette sluttede, da han fyldte 16 år og kom på kontanthjælp med 2.000kr om måneden, til han fandt sig et job. Nu boede han alene i en etværelses lejelighed på 3. sal midt i Albertslund, med udsigt til politistationen.Emil havde virkelig travlt med at finde et job. Han skulle jo betale husleje hver måned. Emil var 17 år og ville gerne være så selvstændig som muligt. Han havde fået svar på sin ansøgning til slagteren. I jobannoncen stod der, at de manglede en opvasker hos Albertslunds slagter. Hans skulle til jobsamtale i morgen, og det gav ham et håb om, at han fik jobbet. Efter de 6 måneders jobsøgning havde han først nu fået muligheden for at stå ansigt til ansigt med en chef.
Det er gratis at oprette en konto