Digt analyse af ”Skriget”Skriget er et digt, der er skrevet i 1934 af Bodil Bech, og som er en del af digtsamlingen ”vi der ejer Natten”. Digtet er et prosadigt, og det er jeg-fortæller, og det er skrevet i indre jeg-fortæller. Det kan vi se, da der er forskellige antal vers i hver strofe. Der er ingen rim i teksten, så en melodi er udelukket. Vi kan dog se, at det er et digt, fordi teksten er delt op i strofer og vers, og fordi det er meget følelsesmæssigt, altså lyrisk. Handlingen i digtet er meget følelsesmæssigt, da det jo er et lyrisk digt. Det handler om en kvinde der har så meget smerte at hun gerne vil skrige, men ikke kan. Hendes facade er en pæn dame, men inden i har hun en smerte så dyb. Hun er så forvirret over den smerte, at hun spørg gud om grund til dette, men hun indser til sidst at der er en mening med hendes smerte "everthing happens for a reason". Digtet skrækker sig over en nat, det kan man se, når hun snakker om sigt skrig, der vil ud i verden og op mod natte himlen. Det forgår inde i hende, det er en indre monolog. Hovedpersonen er en kvinde med meget smerte, der vil have alt sin smerte ud. Hun har en facade som en dame som skal vise at hun er stærk og selvstændig og ikke så svag som hun følelser sig. Hun er meget troende, så hun tror at gud har en grund til hendes smerte, gud mener at det er noget hun skal igennem for at opleve lykke. Hun er død og væk fra smerten, i slutningen hun ender i Abrahams skød. Der ligger en smerte gemt i den her pige, som hun ikke kan komme af med. Freud vil sige, at det fortrænges i det ubevidste og leder frem til hendes selvmord.Hun træffer valget om liv og død - et valg som vi mennesker er herre over, som det eneste i vores liv.
Det er gratis at oprette en konto