'Viften'

Der var engang en japansk by, hvor der sad en gammel fattig kone og lavede vifter. Hun elskede sine vifter over alt på jorden og satte al sin kærlighed i hver eneste, hun lavede. Der var dog én, hun holdte mere af end de andre. Det var en vifte, som hun havde sparet op til at lave i mange år. Viftens stof var af det fineste silke i landet, dens bambus endnu finere. Efter den var blevet lavet, havde hun malet den med så små detaljer på nogle påfuglemotiver, at man knap kunne se dem med det blotte øje. Ja, dette var et sandt mesterværk, som den gamle kone havde lavet. Hun var så stolt over at have lavet noget så smukt som denne vifte, og hun passede og plejede den og sørgede for, den aldrig kom til skade, eller at nogen rørte ved den. Den gamle kone ville gøre alt for denne vifte, men alligevel opdagede viften aldrig den uendelige kærlighed, som den gamle kone nærede for den, tværtimod misundte den bare alle andre. De havde alt og kunne opleve alt, hvis de ville. Den håbede på en dag at have de samme muligheder som alle andre, og at den så kunne komme væk og få alle de goder som de andre havde. Den ville ud og se den store verden, ud at sejle på det åbne hav imens måneskinnet spejlede sig i vandet, den ville se pyramiderne, Roms pragt, en ægte levende påfugl, som den der var afbilledet på dens silke, og andre storslåede ting, som den havde hørt den gamle kones eneste bog fortælle om. Som dagene gik, begyndte viften at dagdrømme mere og mere om alle de fantastiske ting, den kunne opleve, og den begyndte at blive bitter over, at den ikke havde de samme privileger. Den gamle kones syn blev dårligere og dårligere, og hun kunne ikke mere lave sine vifter med så stor detaljerigdom. Den gamle kone måtte sætte prisen på vifterne ned, og alligevel solgte hun mindre og mindre. Til sidst havde hun ikke råd til mad og havde ikke andre muligheder end at sælge sin elskede vifte, som hun ellers havde lovet sig selv aldrig at skille sig af med. Viften blev solgt til en rig købmand, og viften var lykkelig. Viften var tiltænkt købmandens forlovede, en yndig, forkælet kvinde, der var godt vant. Da hun modtog gaven, var hun overrasket og vred over kun at få en sølle vifte og gav udtryk for sin utaknemmelighed. Viften blev bedrøvet over at høre den forlovedes banden og svovlen over den, men den var optimistisk og lod sig ikke mærke mere af hendes skuffelse over den, for den forlovede kvinde tog alligevel viften med på rejse. Nu skulle den ud at se verdenen!