Velfærdsændringer i Danmark og deres konsekvenser

1) Hvorfor vælger man at indføre velfærdsændringer, som er nævnt i teksten?

2) Hvilke konsekvenser får velfærdsændringerne?

________________________________________________________________________________

1)

Danmark er en velfærdsstat, der er del af de skandinaviske lande, som har den universelle velfærdsmodel. Dette betyder, at det gælder for alle indbyggere i det pågældende land, og hovedformålet i denne velfærdsmodel er lighed. For at opnå størst mulig lighed har man indført højt skattetryk og progressiv skat, hvilket vil sige, at skatteprocenten kan afhænge af borgernes indkomst – hvis du har en høj indkomst skal du betale topskat. Dette skal sikre, at indkomster bliver vertikalt omfordelt, så de rige i samfundet giver en hjælpende hånd til de dårlige stillede. Den høje skat borgerne betaler i Danmark går eksempelvis til sociale ydelser, hvor borgere, som har fået regulering i deres indkomst kan søge kommunen om økonomisk støtte og overførselsindkomster, såsom kontanthjælp, sygedagpenge, pension osv. Ikke at forglemme sundhedsvæsenet, der sørger for vores helbred og behandling, ung som gammel.

Der er dog sket en ændring i danskernes morale i henhold til statens støtte. Førhen var det ildeset at modtage social støtte, da man satte en ære i at forsørge sig selv og sin familie. I dag er folket blevet mindre indrestyrede og i højere grad andenstyrede og egoistiske, hvor man der er en ”jeg tager hvad jeg kan få” mentalitet. Denne moralske ændring har skabt en forventningsklemme på den danske velfærd. Vi kræver bedre velfærd pga. stigende individualisering, hvor vi er mere fokuseret på vores rettigheder frem for vores pligter som samfundsborgere. Vi er blevet til forbrugere, istedet for at se sociale og offentlige ydelser som privileger. Denne forventningsklemme har en påvirkning på omkostningsklemmen. Omkostningsklemmen er offentlige udgifter, der presser velfærdsstaten. Et eksempel på dette, er ældreklemmen, hvor udgifter til pension og pleje af ældre stiger i takt med, at vi lever længere og der fødes færre børn end der gjorde i vores bedsteforældres generation. Som reaktion af, at vi lever længere, skal de ældre forsørges af den danske stat i længere tid – fra de går på pension, til de dør. Vi er flere ældre end unge, hvilket er omkostningsfuldt. Derfor synes social- og integrationsminster Karen Hækkerup (bilag 2, Minister siger ja til robotstøvsugere) at det er en god idé at indføre teknologiske hjælpemidler i form af robotstøvsugere hos de ældre, som et supplement til hjemmeplejen. På den måde vil jeg mene, at man formindsker brugen af ung arbejdskraft på ældreområdet og skærer ind til benet – ind til den nødvendige rengøring, som en robotstøvsuger kan klare i stort set samme omfang som en lønnet hjemmehjælper. Det er ikke kun staten, der ser rengøring som et område, der er værd at spare på. Københavns Kommune (bilag 1, Kommunal rengøring i København er mere end dobbelt så dyr som privat) har givet kommunens institutioner valget om enten at benytte kommunens rengøring eller at udlicitere rengøringsjobbet hos den enkelte institution. Dette vil give en børnehave muligheden for at udbyde arbejdet til konkurrerende firmaer, og derefter vælge det billigste og bedste tilbud. På den måde vil børnehaven sandsynligvis spare penge, som de kan bruge på eventuelt flere forsødelser af børnehavens faciliteter. Hvis et stigende antal af institutioner vælger at udlicitere, vil kommunen spare penge, 77 millioner, da omkostningerne til personale, arbejdskraft og lønninger vil falde.