”Fanget i fortidens berøring, ja jeg blev rørt… Jeg kan stadig mærke følelsen. Hånden der rørte ved min sårbare lille krop”
”Hvis du siger noget, kommer du på børnehjem, og jeg i fængsel…”
Den hvide seng. Den var ikke flot syntes han, den ødelagde værelset, hans nye værelse, hans nye lejlighed, det hele var nyt. Det skulle passes godt, som et spædbarn fra dag 1, til 14 år skulle beskyttes, og paratgøres til fremtidens udfordringer. En uforglemmelig opvækst, og opdragelse, fase for fase skulle der kunne oplevelses det barnet ville opleve. Tillid til verdenen, og mennesker. Der skulle ingen lyd være i lejligheden nu. Kun stilhed. Ensomhed. Angst. Depression. Hans bløde, og sårbare hænder blev røde.
Han gennemsøgte kvarteret. Han gik langs ad stien, op til bygningen, nærmest endeløs sti. Han fornemmede det straks, seks vinduer. Seks vinduer… Alle fem vinduer var tændt, der var liv. Og sikkert familie og kærlighed. Det sjette vindue var sort. Sort som kul. At lukke meget for omverdenen, så de ikke fornemmer noget.
Sådan nogle aftener var værd, at udnytte. De aftener hvor solen forsvandt fra den virkelige verden, og ned ad. Langt ned. Solen virkede bare ikke tryg, den vidste ikke rigtig hvor den skulle tilknytte sig henne, oppe eller nede. Solen fik rimelig meget opmærksomhed, fra begge parter. Den fik derudover materiale, ekstra materiale. Solen blev ramt. Han var solens ven, tænkte han.
Det er gratis at oprette en konto