Da jeg i dag så dig uden for kirken, i din smukke kjole sammen med din mand, blev jeg så ked af det, at mine ben føltes som kanonkugler. De var så tunge, at jeg ikke troede, at det ville være muligt at løfte dem. Jeg har skrevet tusinde breve til dig, men har ikke ville sende dem, da jeg vidste, at det ville betyde, at jeg satte en andens liv i fare.
Jeg har været døden nær, og jeg tror, at grunden til, at jeg overlevede, var tanken om, at jeg en dag skulle hjem til dig igen. Under et angreb på os blev jeg skudt ned og besvimede af smerterne i min arm. Da jeg vågnede igen, var der kun døde mennesker omkring mig. Jeg havde kvalme og var meget bange. Jeg turde knap tage et skridt. Jeg kunne ikke se nogle overlevende kun døde over det hele. Stanken af blod sved i næsen, luften hang som lænker om min hals. Jeg løb alt, hvad jeg kunne. Jeg måtte væk. Jeg var kun lige nået væk fra de mange døde, da smerten i min arm kom tilbage. Mine ben føltes som gele, men jeg løb alligevel. Jeg kom til et felthospital, der tog de sig godt af mig, og for første gang i et år fik jeg rigtig mad, og ikke bare en suppe der for 8. dag var kogt tyndere, så der var nok til alle. Ikke engang noget ekstra kål kom der i til sidst, for der skulle spares, hvor der kunne.
Det er gratis at oprette en konto