Da jeg så dig træde ud af kirken med dit lange lyse hår, og dine skinnende blå øjne kunne jeg ikke beskrive min følelse indeni. Jeg er overrasket over, at jeg ikke væltede omkuld. Mit hjerte hamrede som aldrig før. Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage. Jeg fik et sus igennem kroppen, et sus der ikke var fyldt med lykke, men fuld af forvirring. Forvirring over mig selv, over at jeg forlod dig for at tage i krig. Den værste dag i mit liv var da jeg forlod dig. Aldrig har jeg følt så meget skyld. At efterlade dig herhjemme uden noget som helst og jeg vidste, at dine forældres kro ikke gik så godt, så jeres økonomi var presset . Der gik ikke én dag, hvor jeg ikke tænkte på dig, der gik ikke én time eller ét sekund, hvor du ikke var i mit hoved. Det var dig, der holdt mig oprejst. Det var for din skyld, at jeg kæmpede videre. Du holdt mig i live, da jeg var på kanten til at dø. Smerten fra sårene var ingenting, i forhold til den følelse jeg fik i kroppen, da jeg så dig glad sammen med en anden mand. Du var glad, ja. Men du var ikke lykkelig. Jeg kunne se det i dine øjne, i dit smil og dit kropssprog.
Det er gratis at oprette en konto