Jeg er ked af vi skulle mødes sådan som vi gjorde, hvis jeg kunne spole tiden tilbage for at ændre det havde jeg gjort det. Jeg håber du kan forstå hvorfor jeg havde taget det valg, at gifte mig med en anden. Du må kunne forstå, at jeg troede du var død. Du svarede ikke på nogle af mine breve, jeg havde sendt mindst 20 breve, og modtog aldrig et svar. Da jeg så dig stå foran kirken kunne jeg ikke tro mine egne øjne, jeg kunne ikke tro på at det var dig. I flere måneder havde jeg grædt hver nat, fordi jeg troede du var død. Jeg følte mig som en forræder da jeg fik øje på dig, og vil aldrig kunne tilgive mig selv, for at have giftet mig med en anden. Du fortjener en forklaring, og du fortjener sandheden; I starten troede jeg alt var okay, men efter jeg havde sendt flere breve, og ikke fik svar, blev jeg bekymret. Jeg skrev og skrev, men fik intet svar. Jeg bildte mig selv ind at du havde travlt, og ville svare mig når du havde tid, men jeg vidste du ville svare mig lige så snart du fik mine breve. Jeg snakkede med min mor og søskende omkring det, de sagde at du måske havde fundet en ny, eller du havde travlt, men de sagde også at alt nok skulle gå og at du ville svare før eller siden. Efter 2-3 måneder uden svar kunne jeg ikke tænke på andet end hvad der var sket med dig. Jeg græd flere nætter i træk, og var trist og ulykkelig i meget land tid. Men så en dag mødte jeg Michael, den mand jeg giftede mig med, ved gården. Han hjalp min mor med at malke koen, da hun havde fået rygskader. Jeg gik ned til dem, og han kunne med det samme se på mig at jeg var ulykkelig, og begyndte med at snakke med mig. I starten syntes jeg det var mærkeligt, men efter et par gange, snakkede vi meget godt sammen. Jeg havde på fornemmelsen, at jeg var ved at falde for ham, men så tænkte jeg på dig og tøvede. Han fortalte mig flere gange, at der ikke var noget galt i vores forhold og at jeg blev nød til at komme videre. Til sidst så regnede jeg virkelig med at jeg havde givet slip på dig, og var sammen med ham i 4 måneder. I de 4 måneder troede jeg hele tiden at han var en slags trøst, pga. det jeg troede der var sket med dig, men da han friede til mig, kunne jeg mærke at han ikke var en trøst, men at jeg virkelig holdte af ham. Jeg sagde nej. Jeg kunne ikke gøre det imod dig. Jeg troede jeg havde givet slip på dig, men det havde jeg åbenbart ikke. Min mor og søskende blev ved med at sige til mig, at jeg blev nødt til at give ordentligt slip, da du ikke er her mere og at du måske havde fundet en ny. Jeg sagde hele tiden at jeg ville vente to uger mere hvis du nu skulle svare, men det gjorde du ikke. Jeg sagde ja til Michael, og vi skulle giftes 16 dage efter. I de 16 dage ventede jeg på at du ville svare, så du kunne forhindre mig i at gifte mig med Michael. Jeg elsker Michael, men aldrig som jeg har elsket dig. På bryllupsdagen var jeg nervøs, jeg tænkte at du ville komme det sidste sekund, og stoppe mig. Men da jeg var i kirken mistede jeg al’ håbet til at du ville vende tilbage, så jeg gik giftede mig med ham. Men efter jeg så dig ude foran kirken, fik jeg ondt i mit hjerte netop fordi, ligesom jeg skrev før, jeg følte mig som en forræder. Da du fortalte mig at du havde været såret tænkte jeg, at jeg var så dum ikke at tænke på det. Hvordan kunne jeg ikke tænke på du var såret? Hvorfor var jeg så dum? Hvis jeg havde vidst det havde jeg ventet på dig, om det så skulle tage flere år. Min mor sagde til mig at jeg ikke skulle være så hård mod mig selv, da jeg umuligt kunne havde vidst at du var såret, men jeg lyttede ikke. Jeg burde have tænkt over du var såret, du var trods alt i krig. Jeg ved ikke hvad der skal ske nu, jeg kan ikke bare gå fra Michael, da jeg elsker ham, men jeg kan heller ikke ignorere at du er tilbage. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Inderst inde håber jeg at du beder mig om at gå fra ham, men det ved jeg du ikke gør, da jeg ved du vil have jeg skal være lykkelig. Hvis du vælger ikke at svare på dette brev, forstår jeg dig godt. Jeg forstår godt hvis du føler dig forrådt, det havde jeg nemlig også følt. Jeg vil snakke med min mor om hvad der skal ske nu. Jeg tror ikke jeg kan leve med mig selv, hvis jeg ved du er i live et eller andet sted, og jeg er her hjemme med en anden mand og lever lykkeligt. Jeg har hørt du skal i krig igen, men jeg ved ikke hvornår. Jeg tænker måske vi kan finde en dag hvor vi mødes og snakke om hvad der nu skal ske, så vi kan blive enige om noget. Jeg er ikke helt sikker på hvorfor jeg har fortalt dig alt dette, nok fordi jeg måske håber at vi kan være venner, hvis ikke mere. Jeg håber du tilgiver mig.
Det er gratis at oprette en konto