Man skulle tro, at jeg som 16-årig teenager nu ville begynde at råbe højt og fastslå at hele artiklen ”Generation Rastløs,” som er skrevet af Thorkil Klint, er noget forfærdeligt vrøvl. Derefter ville jeg skynde mig at fortælle, at vi unge er lige så høflige, som man altid har været i Danmark, og at vi derudover er en omsorgsfuld generation, som tager hånd om hinanden, som de intelligente unge mennesker, vi er – men nej. Thorkil Klint har delvist ret i sine bekymringer. Vores generation kæmper en kamp med tiden, os selv og alle de jævnaldrene omkring os. Vi tager del i jagten på at være ”in.” I netop vores generation er der fokus på at være med. Vi koncentrerer os i høj grad om udseende, omgangskreds, popularitet og status. Er min yndlingstrøje nu lige blevet vasket, og er jeg nu inviteret til den helt rigtige fest? Sådanne bekymringer render vi rundt med. Jeg kan selv råbe efter min mor og blive sur, hvis hun ikke lige har fået præcis den trøje vasket, som jeg havde i tankerne. Men dette er en del af den kultur, vi lever i. Det er ikke en bevidst handling, vi laver i et forsøg på at såre dem, der står os nærmest. Men flere ting i hverdagen presser os til at opnå disse mål om popularitet. Der findes en masse forskellige reality-programmer, som handler om at have succes fx ”For lækker til love” eller lignende. Resultatet af den slags tv er, at vi unge finder det nødvendigt at bruge lang tid på vores udseende m.m., så vi sørger for, at vi er ajour med, hvad der nu engang er ”in,” så vi kommer med til de mest eftertragtede fester, fordi det er sådan lykken bliver fremstillet.
Det er gratis at oprette en konto