Hende han havde længdes efter

Hende han havde længdes efter.”hej røde” smilede det yderste sjælende papir. ”h..e..j” stammede kuverten frem, og samtidig plottede han sine meget røde fine kinder frem. Røde som i kirsebær rød, en flot mørkerød. Han følte sig en smule pinlig berørt, af sit nervøse hej og dermed også håbede på, at der ikke var nogen andre der hørte det, andet end hende selvfølgelig. Kuverten smilede skævt og nervøst, samtidig med han havde travlt med at undersøge vært et hjørne af skuffen, for at få bekræftet der var ingen der hørte det. Et lettet pust undslap fra kuvertens læber, og smilet bredte sig stille. Han var slet ikke vant til at se sådan et smukt papir. Hendes flotte hjørner og vinkler gjorde ham helt blød. Han vidste ikke hvordan man håndterede sådan en situation, eller hvordan man behandlede sådan et smukt håndlavet papir. Han havde set mange flotte papirer igennem livet, men ikke et så gudesmukt papir som hende. Selv skuffen som altid plejede at være sur og tvær og altid så selvoptaget, blev næsten sød. Skuffen ville have styr på tingene og hvis der alt ikke lå som det plejede, ville jeg nødig være sammen med ham. Men selvom papiret bare smed sig hvor hun havde lyst til, sagde han ikke noget. Som om han ikke så det, men det kunne ikke være en mulighed. Skuffen vidste alt og så alt, helt ned til de mindste detaljer. Der var ingen ting der kunne forklare han opførselsændring. Den fine duft havde spredt sig til hele skuffen. En dejlig duft af en kæmpe blomstermark efter det har regnet. En speciel duft, som kun kunne komme fra papiret, hvilket det også gjorde. En fin duft kom flyvende hen over kuvertens næse, og et smil bredte sig på hans læber. Papiret fløj rundt i skuffen og landede ved siden af kuverten. Utroligt hun kunne være der. Et fint spinkelt papir, som uden problemer lå så fint, ved siden af kuverten. Papiret puffede kort til kuverten og fik kuverten til at smile en smule nervøst. En pinlig tavshed spredte sig, stille over dem. Deres blikke blev dog siddende i hinandens øjne. Kuverten tog et forsigtigt, men lagt snif af hendes duft i luften, samtidig med deres blikke blev hvor de var. ”kan du lide den?” spurgte hun smigret og blinkkede et par gange. ”hvilket?” spurgte kuverten og grinede genert, selvom han godt vidste hvad hun snakkede om. ”duften, det er en hel speciel duft, fra nogle af mine sjælende blomster” kuverten svarede ikke, men nikkede bare bekræftende og kiggede smilende på papiret. Nervøsiteten i mellem dem forsvandt og papiret fniste lavt og lænede sig kontrollerede og stille hen mod kuverten. Hun samlede sine læber og kuverten mødte hende på halvvejen. Et blidt kys, blev placeret på deres læber. Endnu et lille fnis kom fra papiret og kuverten trækkede sig ud af kysset. ”jeg har knap nok lige mødt dig, men der er noget specielt ved dig” hun kiggede nervøst på kuverten og tog en dyb indånding, inden hun forsatte. ”men der er noget der siger mig, vi skal være sammen for evigt” papiret så ned i gulvet og afventede på svar. Man kunne se panikken sprede sig i hende øjne, da kuverten ikke havde svaret. Hun så op på ham, vandet lå i øjn kanten og var stille ved at flyde over på hende. Da papiret ikke har den store toldmodighed ud brød hun ”hvad siger du så?” kuverten svarede ikke men bøjede sig bare stille, hen mod papiret. Papiret mødte ham, og endnu et kys blev til. ”det er dig jeg har læges efter” hviskede kuverten mens deres løber blidt rørte hinanden. De levede lykkeligt til deres ende.