Pigen med den klumpede fod

Jeg havde skænket det en tanke, men jeg ville ikke gå for vidt. Det var som at sige, at der var noget i vejen, og alligevel bar jeg kun skammen over mig selv. Mine handlinger. Tilbageblik på fortid, og så den nutid for mine dybe blå øjne, gjorde ingen forskel for mig, jeg var bare en helt ualmindelig pige, med klumpede føder. Flere gange havde jeg haft tankerne på om det overhovedet var det værd, at leve et liv med en klumpet fod, hvor alle bare så ned på en.

jeg kastede blikket ud af vinduet efter jeg blev vækket af de galende haner ude på den lille sti nær min have, passerede et par børn på vej imod skolen. Hvad ville jeg lave i dag? Det spurgte jeg mig selv om utallige gange den morgen, med min klumpede fod, kunne jeg ikke gå nogen steder hen, uden bemærkninger fra folket. Hvorfor tænke på hvad de siger? Jeg kunne bare gå derud, ignorere alle, og være i min egen verden. Så simpelt er det. jeg tog min frakke på, og haltede ud imod kysten.

Det gik ikke som forventet, jeg fik smerter i min fod, og flere gange blev der kigget fornærmende på mig, måske var det alligevel ikke en god ide, hvorfor var jeg ikke blevet hjemme den morgen, tænkte jeg. Men da jeg var så tæt på kysten kunne jeg ligeså godt gå derhen. Jeg var spændt på at se om bænken som jeg altid sad på var der, det var ved at være længe siden jeg sidst havde været ved kysten. Alt var som før, der var et par bænke, som var optaget, og min bænk som altid var fri var der, ligesom før. jeg sad alene på bænken, da en middel aldrene mand kom gående hen imod mig, han så sig omkring i et øjeblik og spurgte om han måtte sætte sig på bænken. Jeg sagde han bare skulle sætte sig, men jeg vidste indtil han så min fod, ville han rejse sig og gå. Vi var begge tavse, tavseheden mellem os, føltes som om hele verden var tavs. Det var første gang jeg sad på samme bænk med en mand, og uden han kiggede fornærmende på min fod, for den havde han slet ikke opdaget. Han begyndte at snakke til mig, for hver gang han sagde noget, følte jeg mig mere og mere værd. Jeg havde helt glemt om min fod, hver gang jeg så på ham, var det som om at hans skønhed blev overført over til mig.