”Jeg spadserede gennem porten, og hen til cyklen i stativet. Måske er vi mere lige, jeg ved det ikke. Før jeg satte mig op, vendte jeg mig og så ham stå under portbuen i den blå jakke… ”
KÆRLIGHEDSROMAN FOR ALLE!
S E J S S K O L E
SINE SØBERG PEDERSEN
DEN KRONISKE USKYLD
KAPITEL 13
Jeg spadserede gennem porten og hen til cyklen i stativet. Måske er vi mere lige, jeg ved det ikke. Før jeg satte mig op, vendte jeg mig engang og så ham stå midt under portbuen i den blå jakke, og jeg kunne ikke lade være med at råbe: ” vi ses!... Vi ses!!”
Jeg satte mig op på min cykel og begyndte langsomt at træde i pedalerne. De høje egetræer, der stod parallelt med vejen, duftede af forår. Den lange lige vej gik ud i en snoet, bølget grussti gennem skoven. Midt på den smalle grussti fik jeg øje på en smuk rosa farvet blomst. Den mindede mig på en eller anden måde om Helle; smuk og ren. I samme øjeblik kom en cykel forbi og kørte blomsten over. Jeg stod måbende over blomsten med tårer i øjnene. Jeg havde først indset hvad der virkelig var sket nu. Hvad betød mest for mig? Min bedste ven, der ligger på psykiatriskafdeling eller hans smukke kæreste, jeg havde elsket i årevis, som havde begået selvmord? Havde jeg virkelig elsket Helle, eller var det Tore, som jeg altid har beundret så meget, at jeg bare ville være som ham og have alt han havde? Jeg ved ikke længere hvem jeg er uden Tore. Jeg vendte cyklen rundt og trådte hårdt i pedalerne. Jeg måtte bare tilbage til Tore. Gruset under mig gav efter og jeg skred på cyklen. Jeg landede hårdt på jorden og blodet fossede ud af et lille hul i mit hoved. En høj, tynd mand kom over til mig og spurgte om han ikke skulle køre mig på hospitalet. Jeg svarede pænt nej og rejste mig op, men idet jeg rejste mig, falmede det for mine øjne og jeg besvimede. Da jeg vågnede lå jeg på bagsædet af en bil. En høj blond mand kiggede tilbage, fra forsædet, ”Vi er snart ved hospitalet” smilede han til mig.
Det er gratis at oprette en konto