Som læser og billedlæser er ens forståelse i høj grad bestemt af ens almenviden. Kendte kunstbilleder er inspiration for mange vellykkede massemediebilleder. Man kan godt forstå de nye billeder eller tekster uden at kende de gamle, men man har større fornøjelse af og dybere forståelse for de nye billeder, hvis man (gen)kender de bagvedliggende. F.eks. vil mange associere den moderne Scream-maske fra filmen ”Scream” fra år 2000 med den norske maler Edvard Munchs kendte billede ”Skriget”. Og når man først er opmærksom på referencen, giver man sig måske til at lede efter sammenligningspunkter. Det kan betyde, at man får mere ud af begge billeder. Der er tale om intertekstualitet. Intertekstualitet betyder, at der sker en udveksling mellem to tekster eller to billeder eller tekst og billede. I første omgang er det naturligvis det nye billede, som låner træk fra det gamle, men næste gang vi støder på en gengivelse af Munchs ”Skriget”, læser vi måske vores oplevelse af ”Scream” ind i det.
At efterligne, kopiere og blot lade sig inspirere af eksisterende tekster og billeder er ikke noget nyt. Billedkunstnere har altid lært at tegne og male ved at kopiere mestrene. Selvstændig bliver sådan en kopi, i det øjeblik en kunstner ændrer på forlægget for at tilføje noget fra sin egen personlige stil. Det behøver ikke at betyde, at billedet er postmodernistisk. Billedet af Versace der står ved siden af en græsk gravstele formet som en lekyth viser hans brug af antikke referencerammer i hans nye modekollektion. Det er ingen overraskelse at mode henter inspiration fra gammel mode og gammel kunst, dog bliver den afhentede inspiration brugt til noget nyt og måske endda forbedret, og det er her designeren bliver anerkendt for sin originalitet som modedesigner.
Det er gratis at oprette en konto