Allerede de gamle grækere kendte til magnetisme. I byen Magnesia i Lilleasien havde de fundet en speciel stenart, som kunne tiltrække jern. Stenarten kaldes magnetjernsten.
Magnetjernstenen består af jernoxid. Det har den kemiske betegnelse Fe3O4. Helt tilbage til 1200-tallet har man brugt magnetjernsten til primitive kompasser, så man kunne orientere sig til søs.
Magnetjernsten er en naturlig magnet. Man kan fremstille stærke permanente magneter af andre materialer. I fysik bruges ofte alnicomagneter. Det er forholdsvis stærke magneter, som består af legering af aluminium, nikkel, kobolt og jern.
En magnet tiltrækker grundstofferne jern, nikkel og kobolt de sjældne lanthanider, som har grundstofnumre fra 58 til 71.
Man kan også magnetisere de samme grundstoffer og en del kemiske forbindelser, hvori grundstofferne indgår. Det gælder f.eks. chromoxid, CrO2, og jernoxid, Fe3O4.
Michael Faraday var den første, som iagttog, at alle materialer har en vis virkning på et ydre magnetfelt, selvom den i de fleste tilfælde er svag. Virkningerne skyldes materialernes atomare opbygning, idet elektronernes bevægelse udgør mikroskopiske kredsstrømme inden for hvert atom. En sådan kredsstrøm har et magnetisk moment, ligesom der er knyttet et magnetisk moment til elektronernes spin.
Alle momenterne bidrager til et samlet magnetisk moment for atomet, som dog for mange atomer og de fleste molekyler bliver nul på grund af indre symmetrier. Selvom det samlede magnetiske moment er nul, er der dog magnetiske virkninger, som stammer fra inducerede kredsstrømme. Den samlede virkning af atomernes magnetiske momenter er en øgning eller mindskning af et påtrykt magnetfelt.
Det er gratis at oprette en konto