Kom nu! Bare et lille stykke til. Så er jeg dér. Så har jeg nået den. Sækken med alt det gode og betydningsfulde. Penge, mærketøj, mange venner på Facebook.
Jeg snakker om drengen på billedet. Ivrig efter at nå alle de materielle ting, så han helt glemmer at leve i nuet og alle de ting, der rent faktisk betyder noget. Han glemmer helt den farverige skygge, som han har. Skyggen, som er fuldt med alt det gode. Kærlighed, venner, familie, alle dem, som står ham nær. Men hvis han bare ”liiiiige” træder op med venstre fod, så er den der. Men han kan også risikere, at det hele vælter sammen. Bang! Og det hele kan være væk. Han kan ligge på gulvet, og så er der ingen eller intet tilbage. Ingen venner, ingen familie. Måske burde han bare stige ned fra bøgerne, ned til de grå skygger, som venter på ham, inden det hele er for sent.
Glemmer vi mennesker at leve i nuet, som Micheal Wagner, sognepræst og underviser i etik og filosofi, siger? Overser vi de ting, som er lige foran næsen på os, fordi vi hele tiden kigger fremad? Spekulerer på, hvordan livet og ens fremtid kommer til at forme sig. Jeg har ikke antallet af gange, hvor mine forældre har spurgt, hvad jeg vil være, når jeg bliver stor, eller hvilken uddannelse, jeg vil tag. Jeg har nogle gange svaret, at jeg vil arbejde i Zoologiskhave, men så siger de til mig: ”Ej [NAVN A], det du da al for klog til”. Og hvorfor gør de det? Måske fordi ikke bare mine, men vores forældre lægger større vægt på de materielle ting, end vi lige render og tror. De vil jo bare have, at man er lykkelig. Men mit spørgsmål er: Behøver man at have mange penge for at være lykkelig?
Det er gratis at oprette en konto