Butiksrøveri og fortrydelse: Danni Jensens fortælling

Jeg kan ikke forklare min følelse, måske er jeg nervøs. Jeg sidder i min celle, velvidende om at vagten snart kommer ind og henter mig, så jeg kan møde ofrene, for min forbrydelse. Jeg ryster, og mine hænder er svedige, hvordan vil de tage imod mig? Hvordan har de haft det? Er deres liv gået fuldstændigt i stå?

Døren går op, og en hård stemme lyder: ”[NAVN A]” - jeg rejser mig. Jeg føler, der er flere tusinde skridt ned til mødelokalet. Jeg har aldrig fortrudt noget så meget, som jeg fortryder det her. Jeg er på ingen måde klar til det her. Vil de overhovedet hilse på mig?

Jeg vil tage ansvar for det jeg har gjort.Vi når endelig mødelokalet, og jeg åbner døren. Da jeg kommer ind sidder de to ofre der allerede. Mægleren rejser sig og giver mig hånden. Jeg vidste ikke, om jeg også skulle hilse på de to personer. Jeg får lige så stille fremstammet: ”må… må jeg hilse?” ”Ja selvfølgelig. ” Jeg kunne godt mærke, at stemningen var lidt trykket. Jeg gav dem hånden ”Sanne. ” lød en rar kvindestemme, og jeg svarede selvfølgelig. Jeg gav derefter hånden til Henrik. Henrik var ham der sad bag kassen i Netto, da jeg begik butiksrøveriet. ”Hvorfor starter du ikke med at præsentere dig selv? ” spurgte mægleren. ”Øhm... jo. Jeg hedder Danni. Jeg har siddet i fængsel i snart 3 år nu. Øhm… ja. Jeg har 4 søskende, og har haft en rigtig dårlig opvækst. Det er måske også en af grundene til at det her er sket, men i sidste ende er det jo mig der har taget beslutningen. Ja, det tror jeg var det. ” Sanne begyndte at tale. Hun fortalte at hun havde været meget bange for den kniv jeg havde med, og så spurgte hun om jeg kunne finde på at bruge kniven, hvis ikke det var gået som jeg havde tænkt det. Det kunne jeg ikke finde på. Jeg tror måske bare at jeg var løbet, fortalte jeg hende. Vi var ved at være ved vejs ende, og vi skulle til at slutte af. Jeg følte at jeg manglede at sige noget, så det røg bare ud af munden på mig: ”Jeg fortryder rigtig meget det valg jeg har taget. Jeg har taget min egen frihed fra mig selv, så jeg har taget ansvar for det jeg har gjort, og så fortryder jeg også, at jeg har gjort det mod jer som jeg har gjort. ” De modtog det godt, og det virkede som om at de virkede lettede, og det var jeg selvfølgelig glad for. Det var lidt en øjenåbner for mig. Jeg har indset hvad jeg har gjort mod de her mennesker.