Yahya Hassan: analyse af digtsamlingen

Litterær artikel om Yahya Hassans digtsamling Yahya Hassan

Den 18-årige andengenerationsindvandrer Yahya Hassans debutdigtsamling med den ikoniske titel Yahya Hassan udkom i august 2013 og er udgivet af Gyldendal. Hassan skriver autofiktion og digtene er uddrag og refleksioner fra hans svigtprægede liv. Men er Yahya Hassan en god digter eller er hans medieopmærksomhed og popularitet udelukkende kommet som et resultat af at han er den første dansker af anden etnisk baggrund der skriver provokerende digte om sin baggrund og religion?

Digtenes genre må siges at være central lyrik, da de både løfter slørret for Hassans kriminalitet, hans følelser samt personlige tanker og refleksioner over samfundet som helhed og personer i hans omgangskreds. Hassans digte foregår alle i og omkring ghettomiljøet og står i kronologisk rækkefølge startende med digtet ’BARNDOM’, hvis fortællertid er i perioden omkring sen børnehave, tidlig skolegang. Den dysfunktionelle Hassan-familie bor i et udsat boligområde (eller mindre politisk korrekt, en ghetto) i Aarhus Vest og her omkring finder en stor del af digtene også sted. Familien rejser flere gange i løbet af barndommen til Libanon, hvilket skildres i digtene ’FERIEMINDER I’, ’FERIEMINDER II’ og ’FERIEMINDER III’. Vi har at gøre med et episk og lyrisk jeg; det ses blandt andet i følgende citat fra digtet ’SKUNKPOSEN OG GHETTOBANKEN’: ”JEG STJAL 50 GRAM SKUNK / FRA EN AMERIKANSK UDVEKSLINGSSTUDENT / LUGTEN VAR STÆRK” (s. 67, v. 1-3) fortælleren beretter om sin handling, og deler sine sansers oplevelser med læseren. Digtene er ubunden form og er knækprosa skrevet i versaler og netop det at alle digtene står i versaler, gør digtene kraftigere og mere autentiske. Normalt, når man i litteratur skriver med blokbogstaver er det kun små, indskrænkende stykker som i direkte tale når der råbes. Man kan sige at Yahya Hassans digte råber, nogle råber i vrede, andre i svigt og angst; i digtet ’UDEN FOR DØREN’ står der ”JEG SAD I GADEROBEN MED EN ÆBLESKIVE I HÅNDEN / OG LÆRTE AT BINDE SNØREBÅND I STILHEDEN” (s. 7, v. 1-2), dette korte stykke beretter implicit om svigt, både hjemmefra men også i børnehaven, for burde hans forældre ikke have lært ham at binde snørebånd? Og burde børnehavepædagogerne ikke sørge for at passe og hygge med Hassan og hans æbleskive?