Det var en mørk sensommeraften, og Julie sad og kiggede ud af sit lille vindue. Hendes forældre skulle ud til nogle venner, så hun ville bare kunne sidde og slappe af hele aftenen. Døren knirkede, og hendes far stak hovedet ind. ”Nå skat! Det er vist tid til, at mor og jeg smutter”. Han gik hen mod Julie og plantede et kys på hendes pande. ”Du ringer bare.” Julie vendte hurtigt ryggen til og stak en hånd i vejret. ”Det er super, far. Sig god aften til mor.” Der var den tilbagevende snak med hendes mor om hvordan, at alle vinduerne skulle sikres, og at døren ikke måtte åbnes, da der kunne komme uvedkommende, der gjorde, at hun undlod at gå ned til stuen og sige farvel til sin mor – Lisbeth.
Døren lukkede bag dem, da forældrene gik hen til deres røde Volvo i den lune sensommeraften. Julie mærkede et sus i maven - endelig var hun alene hjemme, og hun kunne gøre, hvad hun ville, når hun ville. Det hun gjorde først var at se efter billygterne, der langsomt forsvandt i horisonten. Man kunne se direkte ud på vejen fra hendes skrivebord. Da hun havde siddet flere minutter og stirret ud af vinduet, tog hun sine nye sølvfarvede høretelefoner op og satte dem i ørene. Lektierne havde hobet sig op i bunker på hver side af hendes skrivebord, og hun i gangsatte sin kamp mod lektierne. De skal jo laves, var hendes motto omkring lektier. Hun fulgte musikkens rytme med hovedet og nynnede melodien højt i det hvide lille rum, som var hendes værelse – hendes tilflugtssted. ”Jeg håber, at det aldrig bliver vinter. Sensommeren er så dejlig – ikke for varm ikke for kold.” Hun kiggede ud af vinduet og så rækker af ens huse. Alle var de samme. Hun trak musikken ud af ørene og lagde hovedet på bordet. Få minutter efter hørtes en regelmæssig vejrtrækning fra Julie – hun sov.
Det er gratis at oprette en konto