Mit vindue står åbent, og en blid brise blæser ind i mit værelse, mens fuglenes sang giver en fornemmelse af fryd og glæde. Solen kigger blidt frem bag skyerne og giver en dejlig og behagelig belysning i mit værelse. En belysning som minder en om, at foråret nu endelig er på vej. Jeg sidder med hovedet nedsunket over teksten ” Tabernarren, ” en tekst som beskriver venskab, og en stræbet misundelse. Min opgave er at skrive et essay, om teksten ”Tabernarren.” Vi har hørt en masse om hvordan man skriver et godt essay, så nu burde vi være eksperter. Men alligevel er det første gang, så hvad er forventningerne? Lærerne har nok høje forventninger til opgaven. Eller måske er det bare min egen forventning til mig selv, som stiger. Den forventning som man brænder for at dele med andre. Måske er det sådan drengene har det? Er de bange for at skuffe sig selv? Bare fordi der måske kommer en klogere dreng i klassen?
Jeg går i gang med min stil. Jeg er helt tom inde i mit hoved. Tankerne flyver rundt, men alligevel er der ikke nogen brugbare sætninger. Jeg går i gang med at skrive, selvom det ingen mening giver. I starten ser det genialt og super professionelt ud, men eftersom jeg kigger mere på det, beslutter jeg mig for at slette det hele, og begynde forfra. Det var grimt og ikke som jeg havde forventet. Jeg tænker om det er sådan drengene har det, når de ser den nye dreng? Jeg tror de er misundelige. Misundelige på at de ikke kan det samme som ham. Hvorfor være så misundelig? De kan sikker noget, som han ikke kan. Mennesker er vidt forskellige.
Det er gratis at oprette en konto