Mit vindue står åbent, og en blid brise blæser ind i mit værelse, mens fuglenes sang giver en fornemmelse af fryd og glæde. Solen kigger blidt frem bag skyerne og giver en dejlig og behagelig belysning i mit værelse. En belysning som minder en om, at foråret nu endelig er på vej. Jeg sidder med hovedet nedsunket over teksten ”Tabernarren,” en tekst, som beskriver venskab, en stræben efter at være bedst og misundelse… Og også, at selv de dygtige, kan være bange for at tabe.
Min opgave er at skrive et essay om denne tekst. Vi har fået fortalt, at et essay er ligesom en ”snørklende omvej.” Vi har brugt utallige timer på at gennemgå, forklare og lære hvordan man skriver et godt essay. Derfor skulle man tro, at vi var blevet eksperter indenfor området. Dette medfører, at forventningerne stiger. Eller måske er det bare min egen forventning til mig selv, som stiger. Denne forventning, som man så inderligt brænder for at indfri. Er det mon sådan Morten og Brian har det? Er de bange for at skuffe sig selv?
Mange tanker flyver rundt i hovedet på mig. Blandt andet frustration. Jeg ved ikke hvad jeg skal skrive. Jeg lukker øjnene, tager en dyb indånding og åbner øjnene igen. Jeg prøver at skrive noget. Den ene sætning efter den anden fortsætter. I starten så det genialt ud, men lidt efter lidt kunne jeg se, at det ikke var så genialt som jeg havde forestillet mig. Sætningerne bliver hurtigt slettet igen. Det gav ikke mening. Det hang ikke sammen. Arrrghhh tag dig sammen! Er det mon sådan Morten og Brian har det, når de ser Jens, som kan det hele UDEN anstrengelser. Misundelse.
Det er gratis at oprette en konto