John sad stille og så ud af vinduet på hospitalet. Ventetiden syntes som en evighed. Stemmerne i hans hoved vendte op og ned på det hele og han måtte nu, efter mange års spekulation til lægen. Stemmerne havde været kraftigere det sidste stykke tid og det var ved at blive ulideligt. Det var ikke fordi de var ondskabsfulde men mere at de bebrejdede alt og alting, de ændrer hans syn på alt ting, men mest af alt, var det fordi stemmerne begyndte at fortælle ham selvmordstanker. Han har altid tænkt over, at hvis han en dag blev ramt af en psykisk sygdom, ville det ikke være så svært at modarbejde, hvis du virkelig satte dig ind i det. I starten kunne han også holde stemmerne lidt væk og det blev nærmest umuligt nu at udstå dem, også om natten.
Sygeplejersken kom ind i ventestuen og kaldte hans navn. Hun viste ham ind på lægens kontor og lukkede døren efter sig. Da han kiggede sig omkring kunne han se en mand side bag sin computer og han så, at det var Grise-Olsen. Forbavsende satte han sig ned og var helt målløs. Han begyndte, hvorfor er du her? Hvem passer grisene derhjemme på din gård? Er du læge? udbrød han til sidst. Olsen var en meget stille mand og holdt sig for sig selv, så det havde aldrig strejfet nogle at han var andet end sølle bondemand. Man havde godt nok undret siger over, hvorfor han kørte rundt i de nyeste trakterer eller andre diverse maskiner på marken.
Det er gratis at oprette en konto