Sedlen

Malene kom slentrende hen ad gaden. Hun gik langsomt og bertragede trafikken. Det var forår, solen tittede frem bag skyerne og varmede dejligt på ryggen. Hun stak højre hånd i jakkelommen efter pakken med tyggegummi, men mærkede i stedet et stykke papir. Det undrede hende, så hun tog papiret op og kiggede nærmere på det. Åh ja- sedlen. Hun havde lykkeligt glemt alt om den seddel lige indtil nu. Det var slet ikke til at fatte, hvordan det kunne havde været gået til? Var det hendes skyld? Malenes verden hang slet ikke længere sammen, det hele var bare gået i stå ,da hun fandt den seddel. Malene havde sådan en trang til at rive sedlen i tusinde stykker og løbe langt væk hjemme fra – så hendes mor og far aldrig ville finde hende igen, eller ville det være nemmere bare at begå selvmord?

Malene var lige kommet hjem fra skolen og ville smører sig en rugbrød, da hun fandt sedlen… Den var fra Statsforvaltningen til Torben og Britt Andersen, hendes forældre. Nysgerrig som Malene nu var læste hun den. Hun forstod, ikke sedlens budsskab så hun læste sedlen flere gange , både i hovedet og højt. Hun begyndte at græde, men tørrede hurtigt dine øjne. Malene vidste slet ikke, hvad hun skulle gøre af sig selv. Malene tog sin jakke på og puttede sedlen i lommen, skyndte sig ud af døren og løb. Mens hun løb blev tusinde tanker levende i hendes hoved. Det blev til et stort vildt racerløb med vilde tanker i hendes hoved. Hun mærkede hvordan hendes hoved blev tungere og tungere, nærmest som om tankerne pressede sig ind i hjernen – fyldte hovedet til det var tæt på at eksplodere. Med et blev hendes tankerække afbrudt – hun snublede lå lige så lang hun var. Hun kunne mærke sit hjerte hamre i brystet, høre den hurtige vejrtrækning og føle den kolde jord. Mens hun lå der og trillede tårer ned af hendes kinder. Ude af stand til at bevæge sig – prøvede at samle sine tanker, samle sig. Hvad var det lige der skete med hendes krop? Hun kunne mærke kulden komme snigende og tårnene have etableret en våd plet på hende hals – så instinktivt rejst hun sig på. Hun kiggede rundt og opdagede at hun var snublet over en lille rød plastik skovl. Hun var løbet hen til legepladsen – men da hun kiggede på den så den helt anderledes ud. Hun genkendte gyngerne, hvor hendes mor og far havde skubbet hende højere og højere indtil hun hvinede af fryd. Hun smilede ved tanken, men hendes krop gøs ved tanken om sedlen. Hun følte sig splittet og utilpas på legepladsen og tvang de glade minder om hende og hendes forældres leg på afstand. Hun måtte se at komme væk, få det på afstand, så hun løb.