Malene kom slentrende hen ad gaden. Hun gik langsomt og betragtede trafikken. Det var forår, solen tittede frem bag skyerne og varmede dejligt på ryggen. Hun stak højre hånd i jakkelommen efter pakken med tyggegummi, men mærkede i stedet et stykke papir. Det undrede hende, så hun tog papiret op og kiggede nærmere på det. Åh ja – sedlen. Hun havde lykkeligt glemt alt om den seddel indtil nu. Hun havde lagt den i sin jakkelomme for både at skjule den og forsøge at smide den væk. Hun fik tårer i øjnene og skyndte sig at blinke et par gange, for at de skulle forsvinde. Hun havde lovet sig selv ikke at tude som en lille pige. Hun bandede for sig selv, og ønskede den satans seddel tilbage hvor den kom fra. Hun ville ikke have den. Malene kiggede ned og så på sit ur. Det var på tide at vende om og gå hjem. Hun havde gået inde i byen lige fra skole af og til nu, det var næsten spisetid, og hun vidste, at hendes mor ville blive bekymret snart og begynde at ringe til alle hendes venner, for at spørge om hun var sammen med dem. Det havde hun gjort mange gange, og hun var fuldstændig ligeglad med hvor pinligt, det var for Malene. Hendes fødder gjorde ondt, og hun havde det, som om hun havde løbet i timevis. Måske var det nemmeste bare at sætte sig ned lige mit på fortovet. Give op og give slip på alt der betød noget. Det var godt hun var enebarn bare tanken om, at have en søster eller bror man skulle forlade ville være uudholdelig. Hvis hun da skulle forlade nogen. Det var jo ikke sikkert, men hun havde altid sagt til sig selv, at man skulle være forberedt på det værste.
Det er gratis at oprette en konto