At tage en maske på kan virke så skræmmende. Man kan ikke genkende sig selv i spejlet, og man føler sig ikke som sig selv. Dog har man muligheden for at være en anden i nogle få timer, for ens medmennesker har så let ved at glemme, hvem man er, når de ikke kan se dit ægte ansigt. Men er det ikke det, som vi alle gør hver eneste dag? Vi tager nye masker på flere gange på en dag, vi smider masker ud, og vi knuger nogle masker til os, for de er så smukke. Disse masker kan også defineres som roller.
Det er menneskeligt at forandre sig i bestemte menneskers nærvær, og man er naiv, hvis man tror, at man kan fastholde én maske på for alle. At man kan være sig selv hundrede procent for alle. Det er ikke muligt, for man har det ikke på samme måde med alle, og man har altid et kraftigere væv af formalitet hos nogle bestemte mennesker som mormor, inspektøren eller søsterens nye kæreste, og et tyndere væv af formalitet hos sine nærmeste venner, søskende eller måske hos små børn. Dog må man ikke forkaste idéen om, at man godt kan være sig selv i nærværet af alle, derved har man ikke altid en maske på. Måske ligger masken lige ved hånden, men der må vel være nogen, som kan bibeholde det ægte i sig selv i nærheden af alle, og derved er maskerne ikke en del af dette menneske. Men betyder dette, at mennesket ikke forandrer sig omkring forskellige mennesker? Hvad nu hvis nogle personer har ét væv og ingen masker? Så må definitionen ”roller” vel ikke eksistere i disse menneskers indre? Muligheden for at tage en maske på må vel også være fristende for disse personer, hvis de da eksisterer. At tage en maske på omkring nogle enkle mennesker er vel det samme som teorien om det kraftige og tynde væv. Masken og vævet er det samme. Vævet er blot en undskyldning for masken, for mennesker vil gerne tro på, at de er én person omkring alle. Mange stræber efter at finde sig selv og blot at kunne være sig selv, men er denne bedrift mulig?
Det er gratis at oprette en konto