Heraklit og Parmenides var to modsætninger, når det handler om deres syn på forandring. Heraklit mente at alt var i en ”evig flux”, det vil sige at alting flyder eller at alting forandre sig. Hvorimod Parmenides mente at bevægelse og forandring var umuligt.
Heraklit troede ikke det var et (ur)stof som Thales og Anaximander gjorde, men at det var en proces; han mente det var processen forandring, forandring er ifølge ham den mes grundlæggende ting i naturen. Han mener at alt bliver til, går til grunde og bliver til igen. En evig strøm, som han kalder ”flux”.
Heraklit mente at alt forandre sig og er i evig bevægelse. Han mente at man ikke kunne bade i den samme flod to gange, fordi når man kommer anden gang har floden og en selv forandret sig, fordi alt er under konstant forandring. Ifølge Heraklit er det en konstant forandring mellem modsætninger. I hans aforismer skriver han, æsler ville fortrække affald frem for guld, at sydom gør sundhed behageligt og godt, sult mæthed, træthed hvile. Med det mener han at hvis vi ikke kendte til modsætninger ville vi ikke kunne sætte pris på det vi har og forstå det,
Parmenides mente lige det modsatte af Heraklit, nemlig at bevægelse og forvanling er umulig. Parmenides og Heraklit levede på samme tid, så samtidig som Heraklit prøvede at forklare problemet med forandring kom Parmenides med den helt modsatte forklaring. Parmenides indrømmede selv at det ikke så ud som om det kunne lade sig gøre, at forandring ikke var mulig. Men han giver sanserne skylden, han sagde at sanserne bedrager os. Han tænkte meget logisk, det vil sige at han tog udgangspunkt i nogle indlysende sandheder (axiomer), ud fra sandhederne decucerer (udleder) han nogle logiske teorier (teoremer). Et eksempel taget fra bogen (den første filosofi S.22)
Det er gratis at oprette en konto