Udslidt

Det første man får øje på, på billedet, er konen som har fundet sin mand død i marken, faldet om knoklende, i gang med at få et liv ud af sin stenede jord. Man kan nærmest forestille sig hvordan han har tabt stenene ud af hænderne, eller måske ud af forklædet, som han kunne havde brugt til at bære dem i. Man kan tydeligt se på hans lille tynde ansigt, hvor udslidt han er. Hans tøj er også beskidt og gammelt, specielt på knæene fordi at han nok har knælet ned for at samle sten. Man kan se hvordan han har tabt den ene træsko, hvilket for en til at tænke på vendingen: ’’at stille træskoene’’, som jo betyder at man er død. Men da han kun har tabt den ene, kunne man jo gå ud fra at han ikke helt er død endnu, men er på vej til det. Bagefter søger ens øjne ud imod horisonten, øde, tørt og trist, der får billedet til at virke endnu mere håbløst og uoverskueligt, ligesom konens fremtid kan komme til blive. Deres lille hus står som et af de eneste, og det ligger endnu mere op til den ensomhed, som konen kommer til at opleve nu hvor hendes mand er gået bort. Konens ansigt er forvrænget i noget der