’’Det er sort, der er ikke en eneste sjæl og se, i miles omkreds, ingen tegn på liv ikke engang en lille blomst eller lign. Ikke engang frisk jord, brunt som træerne i min have. De kalder det intet land, de siger hvis man ender der må man være virkelig uheldig’’.
Den forklaring har jeg hørt flere gange, selv fra min farfar der ellers plejer og være fyldt med fantasi i hans unge dage, men jeg forstår det bare ikke. Der må jo være noget, jeg har selv set billeder i bøger og også selv i film.
Hvordan kan de være så sikre? Har de selv oplevet det, eller været der, er det mon derfor de benægter det? Jeg tror ikke på dem. Fordi i mine drømme har jeg selv været der, jeg tror der er liv, jeg tror det er det smukkeste sted du kan komme, det er som at se vor’ herre i egen person.
I mine drømme starter det sort, som de andre plejer og sige, men hvis du venter længe nok, sker det, det magiske øjeblik, de popper op langsomt, men vidunderligt, de daner de smukkeste mønstre og figurer, har aldrig set lignende, det er nok det mest fantastiske, men alligevel lidt uhyggeligt, jeg mener sådan et smukt vidunder kan ikke bare komme af sig selv, jeg tror der er mere end de har set, for i mine drømme er der både flotte glitrende lys hængende fra det sorte, ikke bare få hundrede, men flere millioner og det kan jo ikke bare komme af sig selv, eller kan det?
Det er gratis at oprette en konto