Mens vi venter: billedanalyse og novelle

Beskrivelse af billedet:Billedet er lavet af Thomas Kluge i 1994 og hedder ”mens vi venter”. På billedet ses to mennesker, der sidder på et gammelt gulv. Den ene person er en mand, og den anden er lidt svær at se, når man kun har benene at kigge på, men jeg vil sige det også er en mand. Det er et meget mørkt maleri, som man ikke kommer i særlig godt humør af. Der er kun brugt mørke farver, så der er næsten ikke noget lys på billedet. Det eneste lys der er på billedet er nok fra et vindue, men man kan ikke se om det er et vindue. Manden på billedet sidder på hug og holder om den anden persons ankel. Benet/anklen ligger i lyset fra vinduet, så man skal nok tro at det er benet der er ”hovedpersonen” i maleriet. Manden på hug har en hvid skjorte og sorte bukser på. Hans hår er også mørkt. Det er ikke et billede, jeg kunne finde på at have hængende der hjemme.

Historie:

Kragerup var bogstaveligtalt navnet på den by, hvor kragerne vendte. Det var helt ude på landet, hvor kun de folk der boede, der kom. Byen var ikke særlig stor, så alle kendte hinanden. Der var dog én person, som man aldrig havde talt med. Han holdt sig for sig selv, og viste sig kun, når han skulle handle ind. Alle i byen vidste, han havde en dunkel fortid, derfor var der ingen, der tog mod til sig, for at gå hen at snakke med ham. Peter, som var den unge i byen, så en dag noget mærkeligt nede i huset. Han vidste ikke, hvad det var, men han ville alligevel undersøge det. Han kiggede ud på gaden, for at sikre sig, at ingen så ham. Der var ingen på gaden, så han gik lige så stille ned imod huset.Huset var mørkt, og gardinerne var trukket for, så man skulle tro, der ikke var nogen hjemme. Peter listede stille rundt om huset for at se, om der var nogle vinduer eller døre, der var åbne.Da Peter kom om bag huset, så han noget, der skulle forestille og være en have. Det flød med affald, og de gamle havemøbler som engang var hvide, var nu grå af snavs. Det så forfærdeligt ud. Henne bag ved alle træerne lå der noget under noget plastisk. Peter overvejede at undersøge det, men så kom han i tanke, om det underlige havde inde i huset, og skyndte sig derfor videre.Han fortsatte med at gå rundt om huset, og på hjørnet af huset, var der et lille vindue. Vinduet var ikke særlig stort, men det var stort nok til, at Peter kunne se igennem det. Peter synes ikke, huset var særlig kønt. Det havde grønne vægge, og alle møblerne var brune. Han strakte sig lidt mere, for også at kunne se gulvet. Der var ikke noget specielt at se på gulvet, indtil han drejede sit hoved lidt mere mod højre. Ved siden af køkkenbordet lå der nogen. Han kunne ikke se, hvem det var, men blev stående lidt. Mens Peter stod og kiggede, kom manden, som boede i huset ind i køkkenet. Manden tog sig en øl fra køleskabet, og gik hen til personen på gulvet. Det så ikke ud som om, der var særlig meget liv i personen. Peter vidste ikke hvad han skulle gøre, så han blev stående ved vinduet. Manden bøjede sig ned på det gamle gulv, og tog personen i anklerne. Han slæbte hende – Peter kunne nu se det var en pige – længere væk fra bordet. Hun var sten død. Peter gispede, og det hørte manden. Han vendte sig mod ruden, og Peter skyndte sig, at løbe hjem. Da han kom hjem, sagde han ikke noget til nogen, han skyndte sig bare ind på sit værelse. Peter vidste ikke, hvad han skulle gøre. Han besluttede derfor, at han ville lade være med at sige noget til nogen. Der gik mange timer, før Peter kom ud fra sit værelse. Han var på vej i seng, da hans mor spurgte, hvor han havde været henne hele dagen. Peter skyndte sig bare at svare, at han havde været hos en ven. Peter lå i sin seng om aftenen, og tænkte på det han havde set. Han vidste ikke hvad han skulle gøre. Enten skulle han ringe til politiet, eller lade som ingenting. Mens han lå og tænkte, blev klokken mange, og han faldt i søvn. Klokken var kun lidt over 7 næste morgen, da Peter vågnede. Han var træt, men besluttede at stå op, for han ville undersøge huset engang til. Peter tog tøj på, og gjorde sig klar. Det var søndag, så det meste af byen sov stadig. Peter listede stille ud af huset og ned til manden. Der var ikke lys i huset endnu, og alle gardiner var trukket for vinduerne. Han gik om bag huset, og ind i haven. Sidst han have været i haven, havde han set noget plastik henne i hjørnet. Peter besluttede at undersøge det. Der lå mange grene på jorden, så han skulle passe på, at han ikke blev hørt.Vinden blæste i træerne, og vinden var kold. Peter kunne høre plastikken henne i hjørnet. Han blev både lidt skræmt, men også lidt spændt. Spændt på hvad der skulle ske. Da Peter endelige nåede plastikken, og rørte ved det, stivnede han. Han kunne mærke en krop under plastikken. Peter vidste ikke hvad han skulle gøre, og af ren refleks løftede han plastikken af. Der lå ikke bare én krop, men hele fem kroppe. De var alle sammen skaldede, og havde blod over alt. Nogle steder var det størknet. Peter skreg, og løb hjem. Han kiggede bagud på hele vejen hjem, for han ville ikke have manden skulle komme.Da Peter kom hjem, greb han telefonen og ringede til politiet. De sagde, de ville komme så hurtigt som muligt, og at Peter skulle blive hjemme, hos sig selv. Hans mor sagde til ham; ” lad os tage en kop kaffe, mens vi venter”.